REGION NORDJYLLAND
HUNE
Boliger
Teknik- og miljøudvalget i Jammerbugt Kommune har vedtaget et tillæg til lokalplan 228 for et boligområde ved Klitheden Syd i Hune endeligt. Tillægget er udarbejdet på baggrund af ejers ønske om at udvide byggefelt B1, så der kan bygges 16 boligbebyggelser i stedet for 13 i området.
HJØRRING
Inventar til børne- og ungehus
Børne-, fritids- og undervisningsudvalget i Hjørring Kommune har sagt god for frigivelse af 1,4 mio. kr. til inventar til Børne- og Ungehuset Lundergård.
På anlægsbudgettet i 2018 er der afsat et rådighedsbeløb på 2,400 mio. kr. til inventar og legeplads ved Børne- og Ungehuset Lundergård, som i øjeblikket er i under totalrenovering.
Ifølge tidsplanen skal børnene flytte tilbage til de nyrenoverede lokaler sidst på året, og der skal i den forbindelse indkøbes inventar til lokalerne.
Legepladsen forventes først genetableret i foråret 2019.
AABYBRO
Tilbygning til daginstitution
Teknik- og miljøudvalget i Jammerbugt Kommune har sagt god for, at der opføres en tilbygning til den private daginstitution Landlykke vuggestue og børnehave på Centralgårdsvej 121 i Aabybro.
Der er søgt om tilladelse til at udvide antallet af heltidspladser fra 25 til i alt 40 heltidspladser for børn i alderen fra nul til seks år og om at bygge til med 135 kvm.
LØGSTØR
Opførelse af lagerhal
Vesthimmerlands Kommune er blevet bedt om at give byggetilladelse til opførelse af en lagerhal på 980 kvm på Danmarksvej 25 i Løgstør.
Der skal dispenseres fra lokalplan nr. 142, hvis byggeriet skal kunne tillades. Teknik- og miljøudvalget træffer beslutning i sagen på sit møde i dag.
REGION MIDTJYLLAND
HERNING
Boligbyggeri
Herning Kommune har modtaget ansøgning om opførelse af et nyt boligbyggeri på Silkeborgvej, og der skal udarbejdes lokalplan, hvis byggeriet skal gennemføres.
Forvaltningen vurderer, at området med fordel kan udvikles med en mere bymæssig karakter i form af en boligbebyggelse i flere etager. Det anbefales derfor, at der lokalplanlægges for området med udgangspunkt i det ansøgte projekt. Projektet omfatter et parkeringsareal i stueetagen og boliger på boliger på etagerne oven på.
Byplanudvalget tiltrådte forleden forvaltningens anbefaling.
KØLKÆR
Siloer
Byplanudvalget i Herning Kommune har besluttet, at der skal lokalplanlægges for opførelse af to siloer i tilknytning til eksisterende landbrugsrelateret erhverv på Hammerumvej 29 ved Kølkær, som ansøgt af en korn- og foderstofvirksomhed på stedet. Virksomheden har brug for større lagerkapacitet til opbevaring af maltbyg til ølproduktion.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Hune, Hjørring, Aabybro Løgstør, Herning og Kølkær