23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsopgaver på Frederiksberg, i Fårevejle, Nykøbing Sjælland, Silkeborg, Fårvang og Hinnerup

REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSBERG

Rækværk
Frederiksberg Kommune har afsat penge til en renovering af værnet langs Dalgas Boulevard mellem C.F. Richs Vej og Wilkensvej i år.

Det er hidtil været meningen at renovere det eksisterende værn, men nye undersøgelser har vist, at det er mest fordelagtigt at udskifte værnet til et nyt. By- og miljøudvalget anbefaler en udskiftning, og at der anlægsbevilges 1,7 mio. kr. til formålet.

Værnet blev bygget i 1934 i forbindelse med, at den første S-togsbane stod klar i hovedstaden. Efter at have fungeret i mere end 80 år fremstår værnet nu nedslidt og rustent, ligesom værnet ikke længere har den fornødne bæreevne ved tryk.

FREDERIKSBERG

Stiforbindelse
I forbindelse med genopbygningen af K.B. Hallen er der udarbejdet et forslag til en stiforbindelse mellem hallen og K.B. Hallen Station.

Forvaltningen har udarbejdet et forslag for en plads som kobler K.B. Hallens areal med stien og giver en ny forbindelse til og fra stationen og K.B. Hallen. Pladsen udgør en åbning i den tætte beplantning og uformelle siddeelementer giver mulighed for ophold. En belysningsmast med tre lyskilder lyser pladsen og stien op, og nye træer vil med tiden danne et grønt tag for pladsen og bevare en sammenhængende grøn kant for stien som også er kendetegnende for den i dag.

Forslaget blev med en udgift på 290.000 kr. godkendt af by- og miljøudvalget i Frederiksberg Kommune forleden.

REGION SJÆLLAND

FÅREVEJLE

Cykelsti
Der skal anlægges cykelsti langs Turborgvej fra Fårevejle til Hørve i Odsherred Kommune, og i den forbindelse traf Odsherred Byråd forleden principbeslutning om ekspropriation.

Herefter indledes den egentlige ekspropriationsproces, herunder åstedsforretninger, inden byrådets endelige ekspropriationsbeslutning. I alt berøres 23 matrikler fordelt på 15 ejere.

NYKØBING SJÆLLAND

Genopretning af have
Økonomiudvalget i Odsherred Kommune har bevilget 75.000 kr. til genopretning af skønvirkehaven ved Grønnegården i Annebergparken i Nykøbing Sjælland. Bevillingen er dog betinget af, at projektet opnår støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Grønnegården ønsker at genoprette den fredede "barokhave", der er en skønvirkehave og omfattet af stilen "Bedre Byggeskik".

Udover genopretningen af haven arbejdes der med at lade denne indgå i et Lokalt Afledt Regnvands-projekt (LAR), hvor regnvand fra Grønnegård-kompleksets tage kan benyttes til vanding af haven. Målet med det samlede projekt er at danne og fremvise et eksempel på, hvordan man kombinerer det smukke med det praktiske.

Genopretningen anslås at komme til at koste cirka 6 mio. kr. for selve skønvirkehaven og cirka 2 mio. kr. for LAR-projektet.

REGION MIDTJYLLAND

SILKEBORG

Renovering af gågader
Silkeborg Kommune investerer i en renovering af gågaderne i Silkeborg, og forleden sagde byrådet god for en bevilling på to mio. kr. til projektering og udbud af ombygning af gågaderne.

Skitseprojekteringen omfatter blandt andet interessentinddragelse i samarbejde med proceskonsulent Cooperator, workshops, byvandring med følgegruppen, analysearbejde ved Vega Landskab, opmåling ved landinspektør og rådgiverbistand ved valg af udbudsform.

Skitseprojektet forventes klar til politisk godkendelse primo 2019, og efterfølgende igangsættes projektering og udbud. Anlægsarbejderne gennemføres ifølge planerne i 2020-2021.

FÅRVANG

Byggemodning
Silkeborg Byråd har sagt god for, at der anlægsbevilges 1,2 mio. kr. til byggemodning af fire grunde på Nylandsvej 49 i Fårvang.

På grunden ligger der i dag en nedlagt børnehave, som skal nedrives før udstykning. Børnehaven forventes nedrevet i løbet af sommeren.

HINNERUP

Teknisk anlæg
Favrskov Byråd har godkendt forslag til Lokalplan nr. 382 - Teknisk anlæg ved Haldumvej i Hinnerup, som herefter fremlægges i offentlig høring i otte uger.

Formålet med lokalplanen er at bane vej for omlægning af to højspændingsledninger på henholdsvis 60 kV og 150 kV, som skal kabelføres i jorden.

Dette indebærer blandt andet, at der vil blive opført en kabelovergangsstation, en bæremast og en overgangsmast i området.

Det forventes at blive nødvendigt at foretage en ufrivillig erhvervelse af både permanente og midlertidige rettigheder inden for lokalplanområdet gennem ekspropriation.

Der er indledt samarbejde om kabellægningen mellem Favrskov Kommune, en privat grundejer og de to ledningsejere, Energinet og N1.

Energinet regner med, at den samlede kabelnedlægning inklusive underboringer og to kabelovergangsstationer vil koste 20,8 mio. kr., som skal fordeles mellem Favrskov Kommune og den private udstykker.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.156|instance-web04