REGION HOVEDSTADEN
HERLEV
Udbedring af kloak
Herlev Kommune har afsat 2.350.000 kr. til ekstraordinær vedligeholdelse på idrætsområdet, og kultur- og fritidsudvalget tog forleden stilling til, hvad pengene skal bruges til.
Udvalget anbefaler, at bevillingen bruges på køleanlæg i skøjtehallen, ventilation og kuglefang på en skydebane i Skinderskovhallen og på støvlevask og kloak ved Hjortens klubhus.
Den udendørs betonstøvlevask ved Hjortens klubhus er faldet sammen. Kloakken er ved TV-inspektion konstateret tilstoppet af rødder, og der er sammenfald ved kloaksamlinger.
REGION SJÆLLAND
SVOGERSLEV
Krydsningshelle
Roskilde Byråd holder møde i morgen, hvor der blandt andet skal tages stilling til frigivelse af to mio. kr. til en krydsningshelle, som planlægges etableret på Lindenborgvej øst for Lyngageren i Svogerslev.
Det anslås at projektet vil koste mellem 2 og 3 mio. kr. Forvaltningen foreslår, at hellen projekteres og udbydes til anlæg i løbet af foråret, således at anlægssummen er kendt til plan- og teknikudvalgets møde i august.
Anlægsarbejdet forventes påbegyndt sidst på året og afsluttet medio 2019.
ROSKILDE
Cykelsti
Roskilde Byråd skal på sit møde i dag tage stilling til frigivelse af syv mio. kroner til projektering og anlæg af første etape af en cykelsti langs Store Valbyvej.
Cykelstien langs Store Valbyvej er det første skridt i etablering af Campusstien, der kan sikre gode forhold for cyklende fra Trekroner Campus til det kommende Risø Park og ikke mindst skabe en længe ønsket sikker stiforbindelse mellem Ågerup, St. Valby og Roskilde. Stien er cirka tre km lang.
Ifølge planerne indgås der aftale med rådgiver om projektering i juni. Projektet færdigprojekteres i sensommeren i år, hvorefter projektet udbydes til entreprenører.
REGION NORDJYLLAND
KLOKKERHOLM
Regnvandsbassiner
I forbindelse med separatkloakering af Klokkerholm by skal der etableres to nye regnvandsbassiner til forsinkelse af udledningen af regnvand.
Det ene bassin skal etableres på privat jord, mens det andet bassin etableres på jord ejet af Brønderslev Spildevand A/S.
Der er udarbejdet et forslag til tillæg til spildevandsplanen for at bane vej for bassinerne, og Brønderslev Byråd skal på sit møde i morgen beslutte, om tillægget skal godkendes og fremlægges i otte ugers offentlig høring.
Byrådet skal også tage stilling til spørgsmål om mulig ekspropriation i forbindelse med etablering af regnvandsbassinet på privat jord.
HANSTHOLM
Forskønnelse
Thisted Kommunalbestyrelse skal på sit møde i dag blandt andet prioritere et restrådighedsbeløb på 2,5 mio. kroner, som afdelingen teknik og erhverv i marts foreslog anvendt til forskønnelse af den offentlige parkeringsplads Pynten, som ligger for enden af Helshagevej i Hanstholm, og som er cirka 3.100 kvm.
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget sendte dengang sagen tilbage med ønske om, at et stykke cykelsti på Chr. Hansens Vej i Hanstholm indgår i prioriteringen.
Der er cykelsti på dele af Chr. Hansens Vej, men der mangler cirka 450 meter mellem Roshagevej og Molevej for at skabe en sammenhængende forbindelse.
Et flertal i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har nu besluttet at anbefale, at alle de 2,5 mio. kroner bruges på forskønnelse af parkeringspladsen.
AALESTRUP
Byggemodning
Vesthimmerland byråd skal på sit møde på torsdag tage stilling til frigivelse af 5.224.000 kr. til byggemodning af og grundsalg fra anden etape af en udstykning på Langmosen i Aalestrup. Desuden skal det besluttes, om administrationen skal bemyndiges til at indhente tilbud ved indbudt licitation, kontrahere med entreprenør og igangsætte byggemodningen.
Byrådet skal ligeledes tage stilling til frigivelse af 17.330.000 kr. til byggemodning af og grundsalg fra udstykningen på Galgehøj og også i denne sag til bemyndigelse af administrationen til at indhente tilbud ved indbudt licitation, kontrahere med entreprenør og igangsætte byggemodningen.
REGION MIDTJYLLAND
FREDERIKS
Kloakrenovering
Viborg Kommune har på investeringsoversigten 2018 afsat rådighedsbeløb til ekstern rådgiver i forbindelse med renovering af kloakker ved Frederiks og Hald Ege Skole.
Skolerne ligger i områder, som i kommunens spildevandsplan 2014-2018 er udlagt til omlægning fra fælleskloak til separatkloak.
Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune har sagen på dagsordenen i dag, hvor der skal tages stilling til frigivelse af den halve mio. kroner, der er afsat.
Sagen skal også behandles af byrådet.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Herlev, Svogerslev, Roskilde, Klokkerholm, Hanstholm, Aalestrup og Frederiks