REGION HOVEDSTADEN
GLOSTRUP
Træningsanlæg
Glostrup Kommune har afsat godt 400.000 kr. til etablering af en udendørs træningsfacilitet til crossfit og parkour, og forleden besluttede kultur- og fritidsudvalget, at træningsanlægget skal placeres foran Glostrup Idrætsparks indgang.
Glostrup Atletik og Motion er interesseret i at være med til at designe træningsanlægget og efterfølgende varetage vejledning af brugerne.
ALBERTSLUND
Natur- og landskabsprojekt
Albertslunds kommunalbestyrelse har besluttet at realisere et natur- og landskabsprojekt i Hyldagerparken og den nordlige del af Kongsholmparken, som samtidig skal støjdæmpe for eksisterende og fremtidige boliger i kommunen.
I december 2017 besluttede kommunalbestyrelsen i Albertslund og byrådet i Høje-Taastrup, at Albertslund Kommune køber de arealer i projektområdet, der ligger i Høje-Taastrup Kommune. Samtidig blev det besluttet at flytte kommunegrænsen, så natur- og landskabsprojektet kommer til at ligge i Albertslund Kommune.
Køb af arealerne og flytningen af kommunegrænsen er betinget af, at Erhvervsstyrelsen godkender projektet. Albertslund Kommune har været i dialog med Erhvervsstyrelsen, som er positive overfor projektet og vil foreslå ændringer til Fingerplan 2018, som muliggør realisering af projektet. Derudover forudsætter projektet, at Fredningsnævnet vil meddele dispensation fra landskabsfredningen i Kongsholmparken.
Der skal udarbejdes kommuneplantillæg og lokalplan for projektområdet, og der skal udarbejdes miljøkonsekvensvurdering.
Forud for udarbejdelsen af miljøkonsekvensrapporten, lokalplan og kommuneplantillæg indhenter Høje-Taastrup Kommune og Albertslund Kommune idéer og forslag til planerne og projektet i perioden fra 21. juni til 6. juli. Det fremgår af referatet fra seneste møde i miljø- og byudvalget i Albertslund Kommune
BRØNDBY
Parkeringspladser
Brøndby Kommunalbestyrelse har godkendt, at der udlægges ekstra areal til parkering ved rådhusets personaleparkering, så der kan indrette 24 nye parkeringspladser her, og at der etableres fem-seks parkeringspladser ved gang 6/7.
Kommunalbestyrelsen har anlægsbevilget en halv mio. kr. hertil.
REGION SJÆLLAND
LANGEBÆK
Solcelleanlæg
Udvalget for plan og teknik i Vordingborg Kommune har sagt ja til, at der kan lokalplanlægges, så der kan etableres et solcelleanlæg på cirka 30 hektar mellem Mern og Langebæk.
Det er Høvdingsgård, der har fremsendt ansøgningen om etablering af et solcelleanlæg på en større mark i området. Første skridt i en planlægning bliver en forhøring med indkaldelse af idéer og forslag til den kommende planlægning.
REGION SYDDANMARK
GIVSKUD
Udvidelse af kunstgræsbane
Kultur- og idrætsudvalget i Vejle Kommune har sagt god for, at FC GOG tildeles 421.000 kr. til færdiggørelse af et kunstgræsanlæg med træningsområde på Løveparkvej i Givskud.
Fodboldklubben FC GOG etablerede i 2014 deres egen kunstgræsbane på Løveparkvej i Givskud, og gjorde dengang klar til en fremtidig udvidelse af banen med et trænings/opvarmningsareal, men havde ikke økonomien til at færdiggøre det. Klubben ønsker at færdiggøre projektet nu og ansøger om et godt 473.000 kr. til et trænings/opvarmningsareal til kunstgræsbanen.
Fodboldklubben var den første til at anlægge en kunstgræsbane og fik i 2014 et tilskud på 350.000 kr., hvilket ikke er på samme niveau som i dag, hvor der bevilges 1-1,5 mio. kr. pr. bane.
REGION MIDTJYLLAND
RANDERS
Forskønnelse af midtbyen
Randers Byråd har frigivet 2 mio. kr. til forskønnelse af midtbyen.
Pengene skal bruges til punktvis reparation af belægninger på gangarealer, hvor der er et behov, renovering af træerne i kunstværket "Randersspil" på Slotspladsen, genplantning af træer med mere.
VIBORG
Omfartsvej
Viborg Kommune sætter nu gang i planlægningen af en østlig omfartsvej ved Viborg.
Viborg Byråd har således anlægsbevilget 450.000 kr. til formålet.
VEDERSØ
Nedrivning
Ejer af ejendommen Kæret 21, Vedersø, 6990 Ulfborg har søgt Ringkøbing-Skjern Kommune om tilladelse til at nedrive alle bygninger på ejendommen, og forleden meddelte teknik- og miljøudvalget tilladelse til nedrivningen.
Udvalget har ligeledes sagt god for nedrivning af stuehuset med tilhørende udhus på ejendommen Lyngbakken 3 i Torsted, som ansøgt af Naturstyrelsen Vestjylland.
Naturstyrelsen har indtil efteråret 2016 udlejet ejendommen, men på baggrund af ejendommens tilstand ønskes den nu nedrevet.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Glostrup, Albertslund, Brøndby, Langebæk, Givskud, Randers, Viborg og Vedersø