23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Skærbæk, Nyborg, Aalborg, Hobro København, København, Ålsgård og Hillerød

REGION SYDDANMARK

SKÆRBÆK

Opførelse af skole
Tønder Kommunalbestyrelsen traf i 2017 beslutning om opførelse af en ny skole i Skærbæk, og der skal nu træffes beslutning om udbudsform for byggeriet.

Teknik- og miljøudvalget så på sagen forleden og anbefaler, at byggeriet udbydes i begrænset udbud med prækvalifikation.

NYBORG

Erhverv og boliger
Ejerne af ejendommen Lystbådevej 2 og Lystbådevej 10-12 i Nyborg har bedt Nyborg Kommune om at få ændret de eksisterende planforudsætninger for den nordlige del af marinaen, da de ønsker at afhænde deres ejendomme.

Gældende lokalplan for Nyborg Marina udlægger ejendommene til havneformål i form af maritime sports- og fritidsaktiviteter, rekreative formål, caféer og restauranter og erhvervsformål med tilknytning til havnen. Lokalplanen åbner mulighed for et etageareal på maksimalt 1.100 kvm, hvor intentionerne har været en videreførelse af de bygningsmæssige og anvendelsesmæssige principper i det igangværende klubhusbyggeri i marinaen.

Da det er vanskeligt at afhænde de eksisterende bebyggelser, ønskes mulighed for at skabe rammer for en totalomdannelse, hvor de eksisterende bygninger kan nedrives og erstattes af en ny samlet bebyggelse med et indhold, der kan imødekomme en potentiel investors interesser. I den forbindelse ønskes en ændring af anvendelsesbestemmelserne, så der også kan etableres boliger på arealet.

Teknik- og miljøudvalget er indstillet på at ændre kommuneplanens rammebestemmelser og anvendelsesbestemmelser på baggrund af et realiserbart konkret skitseprojekt, der kan danne grundlag for en projektlokalplan.

REGION NORDJYLLAND

AALBORG

Ombygning
Aalborg Byråd har godkendt Lokalplan 3-1-104 Boliger, Ny Kærvej/Asylvej, Kærby og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.

Formålet med planerne er at etablere almene boliger på Ny Kærvej 16 ved en omdannelse af det tidligere plejehjem, Kærby Hvilehjem.

Kærby Hvilehjem har været anvendt som plejehjem indtil 2015, og nu ønsker Vivabolig at etablere cirka 28 almene boliger fordelt på tre etager. Den eksisterende bygning skal rives ned, og en ny bygning i tre etager opføres i samme byggefelt.

HOBRO

Tilbygning til børnehave
Mariagerfjord Byråd skal på sit møde i morgen blandt andet tage stilling til frigivelse af af anlægsmidler til en tilbygning til børnehaven Rosenhaven i Hobro.

Mariagerfjord Kommune har afsat 4,360 mio. kr. til udvidelse af børnehaven med 20 pladser.

REGION HOVEDSTADEN

KØBENHAVN

Ungdomsboliger
Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde på mandag blandt andet tage stilling til, om der skal udarbejdes lokalplan og tillæg til kommuneplan, så der kan opføres private ungdomsboliger og en café på Apollovej 28 i Vanløse.

Forvaltningen anbefaler, at der udarbejdes forslag til lokalplan "Hjørnestenen II" på baggrund af intentioner og anbefalinger fra den startredegørelse, der er udarbejdet.

Bygherre Kaben Holding ApS ønsker at udvikle området med 5.800 kvm private ungdomsboliger og 200 kvm café. Kaben Holding samarbejder med Zeso Architects om projektet.

KØBENHAVN

Kontorbyggeri
KAB har anmodet Københavns Kommune om en lokalplan for ejendommen Enghavevej 81 afgrænset af Enghavevej og jernbanens terræn. Bygherren ønsker at opføre et nyt kontorbyggeri med et omfang, der forudsætter udarbejdelse af en lokalplan.

Teknik- og miljøudvalget skal på sit møde på mandag tage stilling til, om der skal udarbejdes forslag til lokalplan på baggrund af den udarbejdede startredegørelse.

Der er fremsendt et foreløbigt volumenstudie til det ønskede nybyggeri bestående af én stor bygning med et etageareal på cirka 7.400 kvm. Bygherre ønsker et hus, der inviterer byen indenfor og signalerer kvalitet og fornyelse. KAB samarbejder med Henning Larsen Architects om projektet.

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen forventer at kunne forelægge forslag til lokalplan med henblik på vedtagelse i Borgerrepræsentationen i september 2018, hvorefter det sendes i offentlig høring i otte uger.

Lokalplanen ventes endeligt vedtaget i første kvartal 2019, hvis alt går som planlagt.

ÅLSGÅRDE

Boligbebyggelse
Frem til 15. juni er forslag til Lokalplan nr. 4.27 Boligområde ved Skibstrup Stationsvej i Ålsgårde og et tilhørende forslag til kommuneplanen samt en miljøvurdering fremlagt i offentlig høring.

Helsingør Kommune ønsker med lokalplanen at muliggøre udvikling af et nyt boligområde med åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse.

Ejere og købere af de tre største ejendomme inden for området har ansøgt kommunen om en lokalplan, der skal muliggøre at området kan udstykkes og bebygges med parcelhuse, dobbelthuse og kædehuse.

Ansøgernes projekter, som ligger til grund for lokalplanen, indeholder udstykningsmulighed for i alt 128 boliger fordelt på 83 fritliggende parcelhuse og 45 sammenbyggede enfamiliehuse i form af dobbelthuse og kædehuse.

Lokalplanen er udarbejdet af Helsingør Kommune med bistand fra ansøgerne. 

HILLERØD

Byudvikling
Hillerød Byråd vedtog i 2014 Helhedsplan Favrholm, som fastlægger vision og de overordnede strukturer for den nye bydel Favrholm i den sydlige del af Hillerød. Centralt i den nye bydel ligger et 10 hektar stort område til centerformål, Favrholm Stationsområde.

Byudviklingsselskabet Favrholm A/S har som ejer af størstedelen af stationsområdet ansøgt om, at lokalplanarbejdet for området igangsættes. Bygherre har udarbejdet et projekt for området, Favrholm City, som danner grundlag for lokalplananmodningen.

Udgangspunktet for Favrholm City er at udvikle et varieret og levende byområde i den ny bydel Favrholm. Den planlagte bebyggelse varierer fra fire til syv etager. Der kan desuden opføres et tårnhus på op til 15 etager. Bygherre forventer på nuværende tidspunkt, at der kan opføres op til 125.000 etagemeter fordelt på boliger, daginstitution, butikker og erhverv, dog op til cirka 150.000 etagemeter, hvis der senere lokalplanlægges for det nævnte tårnhus.

På grund af projektets omfang og betydning for den ny bydel Favrholm, vurderer forvaltningen, at processen bør omfatte tidlig inddragelse af borgere og interessenter samt mulighed for politisk involvering forud for godkendelse af planforslag. Forvaltningen vurderer, at denne proces tidligst giver mulighed for en endeligt vedtaget lokalplan i forsommeren 2019, hvorimod Byudviklingsselskabet Favrholm ønsker, at der kan foreligge en endeligt vedtaget lokalplan inden udgangen af 2018.

Sagen er på dagsordenen, når økonomiudvalget holder møde i dag.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.125|instance-web03