Petersen Tegl fortsætter fremgangen med et 2017-regnskab, hvor sidste års rekordresultat bliver forbedret med ikke mindre end 81 procent. Den sønderjyske teglproducent kunne derfor notere sig en indtjening på 41 mio. kr. før skat sidste år.
Fremgangen skyldes især en stigende efterspørgsel på eksportmarkederne, som Petersen Tegl har fået lettere ved at honorere efter opkøbet af Tychsen Teglværk for et par år siden. Opkøbet gør det nemlig muligt at fordoble produktionen af specialsten.
- Og det er ikke fuldt udnyttet, så der er plads til mere. Hvis alt falder positivt ud, kan vi godt stige mere. Men nu skal vi også være realistiske, og det, vi forventer i femårs-budgetterne, er at holde niveauet med 5-10 procents stigninger på bundlinjen, siger økonomidirektør Poul Martin Kjeldsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Vil det sige, at det er realistisk, at I leverer et hattrick af rekordoverskud med 2018-regnskabet?
- Ja, det kunne vi godt, hvis alle odds er med os, siger Poul Martin Kjeldsen, før han skyndsomt tilføjer, at den pæne indtjening er helt essentiel for at holde hjulene i gang.
- Vi synes, det går fornuftigt, men den indtjening, vi har, er også nødvendig med det produktionsapparat og de omkostninger til produktudvikling, vi har. Det er meget kapitaltungt at drive et teglværk.
Petersen Tegl, der blev grundlagt i 1791 og har været familieejet lige siden, foretrækker da også at lade pengene arbejde internt. Således er egenkapitalen øget med over 31 mio. kr. fra 2016 til 2017, mens der er tale om mere end fordobling fra 67 til 145 mio. kr. i løbet af de sidste fem år.
- Vi har ikke udloddet udbytte, men beholder pengene, så de kan arbejde i selskabet og så vi har en buffer at stå imod med, hvis der skulle komme modgangstider igen, forklarer Poul Martin Kjeldsen.
Petersen Tegl præsterer nyt rekordoverskud
Meget skal gå galt, hvis ikke 2018 ender med endnu en forbedring af den voksende bundlinje.