REGION NORDJYLLAND
ÅLBÆK
Solcelleanlæg
European Energy har fremsendt principiel ansøgning om etablering af et solcelleanlæg med en effekt på cirka 20 MW nord for Ålbæk til Frederikshavn Kommune, og plan- og miljøudvalget besluttede forleden at imødekomme ansøgningen.
Arealerne, hvor anlægget ønskes placeret, er ejet af Frederikshavn Forsyning og har været anvendt til forsøg med energiafgrøder.
KLITMØLLER
Udstykning
Klima-, miljø- og teknikudvalget i Thisted Kommune har godkendt forslag til Lokalplan nr. 8-006 Boligområde Tuerbak - Stågbak, Klitmøller, som herefter er fremlagt i offentlig høring.
Thisted Kommune har modtaget en henvendelse fra lodsejere i Klitmøller, der ønsker at udstykke helårsgrunde på en række ejendomme i området. Thisted Kommune ser positivt på henvendelserne, dels fordi området ligger centralt i byen, og dels fordi Klitmøller i disse år oplever en vækst i boligbyggeriet, hvilket kommunen ønsker at understøtte. På baggrund af henvendelserne er der derfor udarbejdet en samlet bebyggelsesplan for området, der fastlægger mulighederne for en udstykning af området til en åben-lav boligbebyggelse. Lokalplanen er udarbejdet på baggrund heraf.
REGION SJÆLLAND
ROSKILDE
Byggemodning
Plan- og teknikudvalget i Roskilde Kommune anbefaler, at der frigives 7,7 mio. kr. til byggemodning af Skoleslagteriet.
Skoleslagteriet vil i de kommende år undergå en stor forvandling. De gamle bygninger nedrives og nye boliger opføres. I forbindelse med etableringen af de nye boliger skal området byggemodnes.
Der skal etableres vejanlæg med parkeringspladser syd og vest om den gamle arrestbygning. Udover vejprojektet skal der etableres en ny stiforbindelse mellem området og Skovbogade, og dertil kommer desuden en mere sikker og mere overskuelig overkørsel fra adgangsvejen til boligprojektets parkeringskælder og Skovbogade.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Ålbæk, Klitmøller og Roskilde