Han kan godt være lidt irriterende at tale i telefon med. Men det er mest fordi, han snakker utrolig meget, så det er svært at få et ord indført.
Det er først da Licitationen - Byggeriets Dagblad spørger for anden gang, om ikke der er noget irriterende ved landets energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt, at hans kredsformand for Venstre i Middelfart Anders Busse Rasmussen nævner det med de svære telefonsamtaler.
Og det er først efter at han både har kaldt ham loyal, hårdarbejdende og venlig.
- Han er lidt en luksuskandidat at være kredsformand for. Han driver selv tingene frem og er meget opmærksom på sit bagland. Han kommer hjem til kredsen og han besøger tit virksomhederne i området - ikke helt så meget efter at han er blevet minister - men han kommer hver gang, han har mulighed for det, siger Anders Busse Rasmussen.
Sit livs politiske opgave
En anden ting kredsformanden fremhæver, er ministerens føling med sit ressortområde.
- Han har i mange år haft energi som sit område og han er en af de ministre i regeringen, der er bedst inde i tingene, siger han.
Lars Chr. Lilleholt står i disse dage foran sit politiske livs største opgave - nemlig at lande en energiaftale, der sætter retningen for den grønne omstilling over ti år.
- Som politiker har han aldrig været nogen pitbull, men han er loyal og arbejder hårdt med sagerne. Samtidig kan han snakke med alle og det er en stor styrke, siger kredsformanden.
I maskinrummet
Samme beskrivelse kan man læse andre stedet i medierne, hvor han flere gange er blevet beskrevet som "en politiker i maskinrummet" mere end noget ideologisk fyrtårn.
Sidste år viste en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4 blev, at Lars Chr. Lilleholt er Danmarks mest ukendte minister. Men i de her uger, hvor han sidder for bordenden i forhandlingerne om den økonomisk tunge energiaftale, der skal sætte kursen for den danske klimaindsats frem mod 2030, er han fremme i lyset.
En aftale, der potentielt kan være med til at definere Lars Chr. Lilleholts eftermæle som politiker.
Der er ellers masser af andre sager, som han har sat sin aftryk på, mener Anders Busse Rasmussen.
- Det svære med politikere er jo, at de intet får igennem egenhændigt, men han har længe været fortaler forkæmper for at nedbringe taksten på Storebæltsbroen og på at få et tredje spor over Vestfyn. Det er blot nogle af de sager, han har taget op, siger han.
Ministeren i maskinrummet
Energi- forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt står foran sit livs politiske aftale - energiforliget. Måske er han ingen pitbull, men han arbejder hårdt og er godt inde i sagerne, fortæller hans kredsformand