23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

MT Højgaard indfører en slankere ledelse

Bygge- og anlægskoncernen har afskediget to koncerndirektører for at slanke ledelsen
MT Højgaard-koncernen (MTH Group) afskedigede i januar 100 medarbejdere på grund af faldende aktivitetsniveau, og nu er skærekniven nået til ledelseslaget.

Byggekæmpen sagde mandag således farvel til de to koncerndirektører Arne Becker og Jesper Nordby.

– Jesper Nordby og Arne Becker har leveret en super indsats for koncernen, men fremadrettet står vi i en situation, hvor bemandingen vil være lidt strammere end tidligere, siger adm. koncerndirektør Torben Biilmann til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

I øjeblikket er det ikke planen, at de to ledelsesstillinger skal genbesættes. Koncernledelsen i MTH Group består fremover af Torben Biilmann, CFO Egil Mølsted Madsen, koncerndirektør Jørgen Nicolajsen og koncerndirektør Helle Bro Krogen.

Kæmper med indtjeningen
En slankere ledelse er en del af programmet Fokus 2018, som koncernen har iværksat for at styrke indtjeningen og konkurrenceevnen. I 2017 var underskuddet i koncernen på 58 mio. kroner efter skat, og i det nye kvartalsregnskab for de første tre måneder af 2018 var bundlinjen også negativ med et minus på 46 mio. kroner mod 19 mio. kroner i samme periode sidste år.

En del af tilbagegangen kan henføres til, at MT Højgaard ikke opnåede den ventede ordreindgang sidste år. Entreprenøren mistede en betinget kontrakt på byudviklingsprojektet Vinge Centrum på Sjælland og blev overgået af konkurrenter på supersygehusbyggeriet i Odense og et nyt naturhistorisk museum i hovedstaden.
Desuden trak lav kapacitetsudnyttelse og en nedskrivning på et britisk offshoreprojekt, som også kostede i 2017, ned i første kvartal.

Fastholder mål
På den baggrund har ejerkredsen besluttet at skyde 150 mio. kroner i koncernen for at sikre, at ”MTH Groups udviklingsmuligheder ikke begrænses af effekten af gamle afsluttede offshore projekter og som understøttelse af Fokus 2018-programmet”. Det omtalte Fokus 2018-program ventes at sænke de samlede omkostninger i MT Højgaard med cirka 100 mio. kroner, hvilket skulle begynde at vise sig i andet halvår 2018, og besparelserne vil få fuld effekt fra 2019.

– Vi kom ud med underskud i første kvartal, hvilket egentlig ikke er unormalt. Vi har nogle omkostninger i begyndelsen af året, som vi har en ambition om at hente ind senere på året. Vi er på den rigtige vej nu og har vi sat nogle tiltag i gang, som bringer os op på den rigtige klinge, siger Torben Biilmann.

MTH Group, der blandt andet står bag entreprenørvirksomhederne MT Højgaard, Enemærke & Petersen og teknikentreprenøren Lindpro, fastholder forventningerne til 2018 om en omsætning på omkring 6,8 mia. kroner og driftsresultat på mellem 140 og 180 mio. kroner.
BREAKING
{{ article.headline }}
0.093|instance-web02