23948sdkhjf

Brandsikring bliver mere brugervenlig

Eksempelsamlingen om brandsikring af byggeri er blevet digital. Nu kan projekterende af nye bygninger tilføje egne erfaringer, dele dem med andre og indsætte eksempler fra den virkelige verden

Eksempelsamlingen om brandsikring af byggeri er blevet digitaliseret.

- Det er nu blevet hurtigere at finde det, man søger. Og løsningen giver mulighed for at lave kravlister og gør det nemt at dele erfaring og viden med kolleger, siger Brian V. Jensen, der er leder af brandrådgivningsafdelingen hos Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI).

- Den digitale udgave giver brugerne mere end blot en PDF-udgave af en 300-siders bog, tilføjer Brian V. Jensen, der understreger, at digitaliseringen giver mulighed for at tilføje nyttige funktioner til det, der indtil nu bare har været et opslagsværk.

En samling for brandsikkerhed
Den digitale Eksempelsamling er en del af resultatkontrakten ‘Beslutningsstøtte til nem digital projektering af brandsikkerhed’ mellem Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) og Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Digitaliseringen af samlingen er første arbejdspakke i resultatkontrakten, som udvikler digitale serviceydelser, der skal gøre det nemmere og billigere at projektere brandsikkerhed.
Kilde: DBI

Find det, du søger
Eksempelsamlingen har en intelligent søgefunktion, hvor der kan søges på flere ord ad gangen. Søgefunktionen viser først relevante kapitler og dernæst, hvor ordene optræder, så det ifølge DBI er mere enkelt at finde det, man søger.

Derudover kan man sammenstykke kravlister i løsningen. Skal der for eksempel projekteres en børneinstitution, kan arkitekter, konstruktører, ingeniører eller andre samle de afsnit fra samlingen, der er relevante i forhold til projektet, så man har en liste over det, man skal forholde sig til. Kravlisterne kan desuden deles mellem medarbejdere.

- Dermed har man en konkret tekst til projektet, en bruttoliste til brandstrategien, siger Brian V. Jensen.

Eksempler fra virkeligheden
Desuden kan egne noter skrives til kravlisterne.

- Man kan tilføje sine egne erfaringer eller indsætte eksempler fra den virkelige verden. Noterne kan deles med andre brugere, for eksempel på arbejdspladsen. Hensigten er nemlig at gøre det lettere at dele erfaringer og viden, som ellers kun kommer den enkelte medarbejder til gode, siger Brian V. Jensen i en pressemeddelelse. 

4.000 brand-dødsfald om året
Hver dag koster røg, ild og flammer menneskeliv og medfører omfattende skader på bygninger og boliger. 11 europæere dør hver dag som følge af brand, hvilket svarer til mere end 4000 dødsfald om året.
(Kilde: Power Management-virksomheden Eaton, der i en nyudgivet rapport påviser, at hver fjerde brand i Europa forårsages af fejl i elinstallationer)

Muligheder for udvikling
Den digitale Eksempelsamling henvender sig til alle, der arbejder med projektering af byggeri.

- Vi er meget spændte på brugernes oplevelse og på, hvor anvendelig de finder den, siger projektleder hos DBI, Claus Langhoff.

Han tilføjer, at der er muligheder for at udbygge løsningen:

- Vi vil gerne udvikle værktøjet. Derfor ser vi på, hvordan den bruges og lytter til, hvilke funktioner eller forbedringer brugerne efterspørger, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172