Flere ledige skal ud i de private virksomheder i løntilskudsjob.
Står det til regeringen skal det være konsekvensen af en forbedret beskæftigelsesindsats. En ny analyse fra Finansministeriet viser, at der er forskel på, hvor godt de forskellige redskaber i beskæftigelsesindsatsen virker, og derfor er VLAK-regeringen nu på vej med en række forenklinger på området, der giver kommunerne mere frihed.
Analysen "Aktiv beskæftigelsesindsats" peger blandt andet på, at det blandt andet er seks ugers jobrettet uddannelse for dagpengemodtagere og mentorordninger, som koster mange penge, men ikke har en tilstrækkelig stor effekt. Omvendt er pengene givet godt ud på løntilskud i private virksomheder og samtaler med medarbejdere på jobcentrene, som er med til at rykke personer fra ledighed til beskæftigelse.
Efterlyser medarbejdere
- Det er spild af lediges tid og offentlige penge, hvis vi sender ledige i tilbud, som ikke rykker dem tættere på et arbejde. Vi skal gøre det, som virker, og ikke sende folk rundt i et cirkus af nytteløse tiltag. Vi har omkring 700.000 personer på offentlig forsørgelse, vi har en pligt til at tænke over, hvordan vi hjælper flere af dem til at få et arbejde. Vi er i den gunstige situation, at mange virksomheder faktisk efterlyser flere medarbejdere, siger finansminister Kristian Jensen (V).
Uenige i 3F
Men det passer ikke, at penge givet ud til seks ugers jobrettet uddannelse ikke er godt brugt, mener Søren Heisel, forbundssekretær i 3F.
- Det er simpelthen ikke rigtigt, når finansministeren påstår, at uddannelse til ledige ikke har nogen jobeffekt. Blandt ledige 3F’ere kommer mellem 42 og 46 procent i job, når de har været på AMU eller på erhvervsuddannelseskurser som led i deres aktivering. Det er en langt højere effekt, end der opnås med for eksempel virksomhedspraktik. Så i stedet for at tale uddannelse ned burde finansministeren tale uddannelse op. Især i en tid, hvor arbejdsgiverne piver over mangel på kvalificeret arbejdskraft, siger han.
Regeringen besluttede i efteråret 2017 at forenkle den økonomiske styring af beskæftigelsesindsatsen. Den forenklede styringsmodel vil skabe mere ensartede regler på tværs af beskæftigelsesindsatsen.
Det giver kommunerne et større incitament til at tilrettelægge indsatsen efter den enkeltes behov fremfor at lade sig styre af et kortsigtet økonomisk hensyn.
Regeringen vil sende ledige ud i virksomhederne
Løntilskudsjob er langt mere effektivt i beskæftigelsesindsatsen end uddannelse, mener regeringen. Det passer ikke, svarer 3F