23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter på Frederiksberg, i Sorø, Næstved, Ølgod, Silkeborg, Saltum, Gjøl samt på Læsø

REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSBERG

Byudvikling
Den franske skole Prins Henriks Skole på Frederiksberg har de senere år oplevet stigende kapacitetsudfordringer og har derfor planer om at flytte til nye og større rammer ved Rolighedsvej og sælge ejendommene Værnedamsvej 13a og 13b samt Frederiksberg Allé 22a.

Samtidig er skolen, dennes rådgivere og Frederiksberg Kommune i dialog om, hvad de skal ske i området, når der er ikke længere skal være skole. Der er udarbejdet et visionsnotat - "Fra privat skolegård til unikt bymiljø" - som beskriver, hvordan området kan omdannes til en attraktiv destination i byen. Det er visionen at skabe et oplevelsesrigt og grønt gårdmiljø, hvor nye funktioner som spisesteder, små butikker, værksteder, mindre byhotel og boliger kan indpasses i karrémiljøet. Et sted hvor mennesker bor, mødes og opholder sig hele året rundt. Det er grundejer og udviklers ønske, at der samtidig med de nye funktioner, gives mulighed for at tilføje nyt byggeri i det eksisterende karrémiljø.

Projektet var på By- og Miljøudvalgets dagsorden forleden, og udvalget anbefaler, at visionsnotatet godkendes, og at der gennemføres en fordebat med indkaldelse af ideer og forslag. Efterfølgende udarbejdes en startredegørelse.

FREDERIKSBERG

Opførelse af Start-up City
Frederiksberg Kommune har modtaget et forslag om at udvikle Finsensvej 12 til en iværksætterby - Start-up City. Start-up City bliver et hus uden for offentlig regi, hvor de mest lovende iværksættere kan arbejde, netværke, blive inspireret og bo ét og samme sted.

Op mod 550 personer vil kunne have arbejdsplads i bygningen, og af dem vil cirka 130 kunne bo i husets bolig- og hoteldel. Kontorarbejdspladserne kan tilgodese kontorfællesskaber og mindre virksomheder, der ønsker egne adskilte kontorer. Husets boligdel tænkes med såvel hotelværelser som et-rums-lejligheder med fællesfaciliteter.

Start-up Citys samlede bygningsvolumen er sammensat af tre delelementer - karré, mellembygning og tårn med et samlet etageareal på 15.500 kvm.

Der er udarbejdet et forslag til Lokalplan 217, som By- og Miljøudvalget anbefaler godkendt og fremlagt i offentlig høring i otte uger sammen med et tilhørende udkast til udbygningsaftale.

Start-up City forventes at blive DGNB-certificeret.

REGION SJÆLLAND

SORØ

Udbygning af efterskole
Sorø Kommunes økonomiudvalg har besluttet, at Fagcenter Teknik, Miljø og Drift skal igangsætte en planlægning for en udvidelse af Sorø Gymnastikefterskole.

Sorø Gymnastikefterskole har søgt om udvidelse af lokalplan- og kommuneplanrammeområde, da skolen ønsker at udvide de fysiske rammer og etablere attraktive faciliteter i naturen, der understøtter et aktivt og attraktivt friluftsliv.

Udvidelsen af de fysiske rammer indeholder blandt andet opførelse af en ny opvisningshal med tilhørende faciliteter, klasselokaler, administrationsfaciliteter, mødelokaler, kontor, elevværelser, køkken, spisesal, foredragssal og træningshal. Derudover er der planer om opførelse af cykelskur og "maskinhal" til diverse maskiner i forbindelse med skolens drift. Udenfor etableres der faciliteter til parkour, shelterpladser, mountainbike- og løberuter, klatretårn og lignende.

Den eksisterende bygningsmasse udgør cirka 8.000 kvm, og den vil blive øget til cirka 12.000 kvm, hvis der bygges ud som planlagt.

Før kommunen kan udarbejde et forslag til kommuneplantillæg, skal der indkaldes idéer og forslag m.v. med henblik på planlægningsarbejdet. Denne forudgående høring er indledt og slutter 31. maj.

NÆSTVED

Boliger
Plan- og Ejendomsudvalget i Næstved Kommune har vedtaget Lokalplan 094 for boliger ved Østergade 15-19 og Kærlighedsstien 6 endeligt.

Lokalplanen gør det muligt at etablere et nyt boligområde bestående af en ny villa, en huludfyldning langs Østergade og en gårdhusbebyggelse i området.

REGION SYDDANMARK

ØLGOD 

Plejehjem
Varde Kommune planlægger at bygge et nyt plejehjem i Ølgod.

Budgetaftalen for 2017-2020 indeholder en beslutning om at opføre otte-12 demenspladser i tilknytning til Lyngparken og 24-30 demenspladser i Ølgod, som erstatning for det nuværende Vinkelvejscenter.

Udvalget for Social og Sundhed besluttede 10. oktober 2017, at demenspladserne i Ølgod skal placeres i Skovparken i den nordvestlige del af byen. Byggeriet skal disponeres, så der senere kan udvides med flere plejeboliger.

Der skal på nuværende tidspunkt opføres 24 boliger på 80 kvm ved Skovparken i Ølgod, og der skal være minimum 400 kvm til servicearealer.

Varde Byråd gav forleden grønt lys for udarbejdelse af et nyt plangrundlag for at bane vej for de nye plejeboliger.

REGION MIDTJYLLAND

SILKEBORG

17 Lejligheder
Silkeborg Byråd har vedtaget lokalplan 11-013 til centerformål på Borgergade 2-4 i Silkeborg endeligt.

Formålet med lokalplanen er at åbne mulighed for opførelse af en etagebebyggelse, og den giver mulighed for cirka 17 lejligheder til beboelse samt erhvervsmål i stueetagen og depotrum i kælderetagen. Der opføres cirka 2.900 kvm bebyggelse. Der gives mulighed for, at bebyggelsen kan opføres i fire-syv etager plus kælder.

SILKEBORG

Padeltennishal
Ketchercenter Østerbordingvej 17 - der er en selvejende institution som oprettes når projektet er finansieret - har fremsendt ansøgning til Silkeborg Kommune om anlægstilskud på en mio. kroner til etablering af padeltennishal i forbindelse med ØBG Tennis faciliteter på Østerbordingvej 17.

Projektet har et samlet budget på to mio. kroner.

Padeltennis er en kombination mellem tennis og squash, og spilles på en bane på størrelse med en badmintonbane.

Silkeborg Byråd besluttede forleden at give det ansøgte tilskud.

REGION NORDJYLLAND

SALTUM

Opførelse af lagerbygning
Jammerbugt Kommune har givet landzonetilladelse til opførelse af en lagerbygning i tilknytning til Restaurant Fårup Skovhus på Saltum Strandvej 59.

Der er tale om opførelse af en lagerhal på 522 kvm.

GJØL

Otte almene familieboliger
Jammerbugt Kommunalbestyrelse har sagt god for at stille kommunal garanti for et realkreditlån, der skal bruges til opførelse af otte nye almene familieboliger i Gjøl.

Det er bygge- og boligadministrationsfirmaet Domea, som står for at opføre de otte boliger på den gamle sportsplads ved Birkumvænge på Gjøl, fortæller Jammerbugt Kommune på sin hjemmeside.

LÆSØ

Renovering af kurbad
Læsø Kommunalbestyrelse har godkendt et oplæg til renovering af Læsø Kur, som gennemføres med støtte fra Realdania.

Den samlede forventede udgift til renoveringen udgør 11,5 mio. kroner, og heraf finansierer Læsø Kommune 1,5 mio. kroner.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.203|instance-web04