23948sdkhjf

PH’s hus har fået frisk ånde

En omfattende energirenovering med brug af blandt andet et nyt og uafprøvet isoleringsmateriale har givet huset nyt liv

Sammenligningen med et mentolbolsje ligger lige for, når arkitekt og projektleder Per Troelsen fra Realdania By & Byg skal beskrive det hus, som provokatør, arkitekt mm. Poul Henningsen - også kendt som PH - tegnede og byggede til sig selv for cirka 80 år siden i Gentofte, og som for et par år siden undergik en omfattende energirenovering og restaurering.

For frisk ånde var netop, hvad huset havde brug for, da Realdania By & Byg købte det i 2014. Ambitionen var at restaurere det fredede og kulturhistorisk værdifulde hus, men før en restaurering, bevaring og genskabelse af de mange detaljer overhovedet kunne komme på tale, så skulle der skabes et sundt hus.

Huset er opført i KH betonsten og jernvinduer med ét lag glas - materialer, som dengang i 1930’erne var meget moderne og modige, men ikke gjorde noget godt for husets evne til at holde på varmen.

- Det var derfor afgørende for husets fremtid, at vi fandt en holdbar og bæredygtig løsning på den meget mangelfulde isolering, der indebar et ekstremt varmetab, tredoblede varmeregningen i forhold til et moderne hus af samme størrelse og gjorde det vanskeligt at leve komfortabelt i huset, fortæller Per Troelsen, som stod i spidsen for den omfattende restaurering, i en nyhed på Realdanias hjemmeside.

Og ikke blot skulle energiløsningerne være bæredygtige; de skulle, ifølge Per Troelsen, også kunne pege på nye muligheder, så løsningerne efterfølgende kunne inspirere fagfolk i branchen og være brugbare og hjælpe ejere af huse fra samme tidsperiode.

Effektiv isolering
Et af hovedgrebene i Realdania By & Bygs energirenovering blev at tilføre huset en langt mere effektiv isolering, reparere facader, tilføje nye fortsatsruder til de originale vinduer og døre og implementere tidssvarende tekniske løsninger til styring af husets varme.

Desuden var det oprindeligt tanken, at der skulle etableres et moderne jordvarmeanlæg, som skulle kobles på et gulvvarmesystem, men denne løsning blev droppet.

Alligevel er det lykkedes at reducere energiforbruget med cirka 60 procent, og huset kan nu opvarmes inden for en almindelig driftsøkonomi. Ifølge Per Troelsen kan den vellykkede energirenovering blandt andet tilskrives et nyt og dengang uafprøvet isoleringsmateriale.

I stedet for traditionel isolering er der anvendt en såkaldt aerogel - et materiale, som har noget af verdens laveste massefylde, og som i udseende og med lidt god vilje minder om en slags stift pladevat à la det, der bruges til nisselandskaber. Aerogel er kendt fra rumteknologien og benyttes også til bjergbestigningsudstyr, og det udmærker sig ved en ekstremt høj isoleringsevne og lav vægt. Materialet indeholder hele 97 procent luft og er kun 10 mm

Mange store indgreb
Den utraditionelle og også udfordrende isolering, som krævede stor forberedelse både i projektering og udførelse, var imidlertid blot ét ud af mange store indgreb.

- De oprindelige pudsede lofter var ved at falde ned, så dem fjernede vi, og herefter isolerede vi nedefra og pudsede i traditionel forstand. Også den indvendige side af ydervæggene blev - efter at aerogelen var på plads - genopbygget med nyt pudslag, som blev malet i de oprindelige farver: pastelgrøn, pastelblå og lys- og mørkegrå, fortæller Per Troelsen, som også fik genskabt det meget vovede tapet, som PH i sin tid havde valgt til soveværelsets vægge og loft og til husets lange forde-lingsgang.

Herudover blev også det originale parketgulv forsigtigt fjernet og lagt på plads igen, efter at der var blevet isoleret ned til kælderen og etableret gulvvarme.
brahe

PH og huset

Poul Henningsen - eller PH - levede fra 1894 til 1967.

Han var lampedesigner, maler, visedigter, kulturkritiker, filmmager, dragebygger, samfundsrevser og meget mere. Og så var han arkitekt, om end denne kompetence ikke syner af meget i hans samlede virke.

Men i 1937 tegnede han sit eget private hus i Gentofte. Et hus, som blev en markant manifestation af hans livsopfattelse og familieværdier, og som senere skulle vise sig at være en fremsynet forløber for det udbredte parcelhus.

Huset blev opført på en stejl bakke i 11 niveauer, og i stedet for tidens gængse materialer som sten, tegl og træ valgte PH industrielle byggematerialer og standardvarer: Præfabrikerede betonblokke, tagpap og industrielle jernvinduer og -døre, som blot blev malet med rød blymønje og ikke tilført en anden og pænere farve, som det ellers var kutyme.
Kilde: Realdania

Læs mere om: ph
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11