REGION HOVEDSTADEN
FREDERIKSBERG
Skybrudsprojekt
By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune har godkendt et projektforslag for skybrudssikring på P.G. Ramms Allé.
Projektet omfatter strækningen fra H. Schneekloths Vej frem til Dalgas Boulevard og har til formål er at lede skybrudsvandet på denne strækning til det forsinkelsesbassin, som er ved at blive etableret i skolegården på Lindevangsskolen. Langs den sydlige side af P.G. Ramms Allé vil der blive etableret et sammenhængende regnvandsbed, som skal hjælpe med at forsinke og føre vandet frem til forsinkelsesbassinet. Bedet tilplantes med træer og insektvenlige stauder.
BRØNDBY
Nedrivning
Brøndby Kommunalbestyrelse vedtog forleden Tillæg 1 til Lokalplan 307A og den tilhørende miljørapport endeligt. Tillægget baner vej for nedrivning af fem højhuse i Brøndby Strand Parkerne samt hel eller delvis nedrivning af mindre bygninger, hvis det er nødvendigt af hensyn til nedrivningen af højhusene og ønsket af boligorganisationerne.
I forbindelse med forberedelse af renovering af højhusene i Brøndby Strand Parkerne i 2012 blev der fundet PCB miljøgift i fem af højhusene.
REGION SJÆLLAND
NÆSTVED
Cykelbane
Næstved Byråd skal på sit møde på tirsdag blandt andet tage stilling til et skitseprojekt for etablering af cykelbane på Farimagsvej samt forlængelse af højresvingsbane mod Ringstedgade.
Projektet omfatter ekspropriation af areal hos en lodsejer, hvilket forventes at kunne opnås ved frivillig aftale. I så fald forventes tidsplanen at se ud som følger:
April-maj: ekspropriation, indhentning af endeligt samtykke fra Politiet og afsluttende projektering. Juni: udbud og licitation. Juli-august: udførelse
REGION SYDDANMARK
RUDKØBING
Bymidte
Rudkøbing er valgt ud som én ud af elleve hovedbyer i Danmark, der modtager en økonomisk håndsrækning fra fonden Realdania til nytænkning af bymidten. I første omgang får Langeland Kommune et beløb på 250.000 kroner til en forundersøgelse, og derudover er der yderligere mulighed for at modtage 7,75 mio. kroner til efterfølgende realisering af projektet.
Planen er, at der skal der etableres en projektorganisation med deltagelse fra blandt andre politikere, Handelstandsforeningen, Turist- og Erhvervsforeningen, Bevaringsforeningen, Langelands Museum, kunsterne, lodsejere og borgere, der skal se på, hvordan passagerne i Rudkøbing Bymidte kan være med til at skabe nyt liv og aktivitet i gågaderne og de øvrige handelsgader.
TØNDER
Korrosionsbeskyttelse
Tønder Kommune har fået foretaget en undersøgelse af Vidåslusens tilstand. Undersøgelsen viser, at saltvand er trængt ind i betonkonstruktionen. Der er endnu ikke sket store betonskader, men der er stærke formodninger om, at tæringerne er i gang. På baggrund af de tekniske undersøgelser anbefaler den rådgivende ingeniør, at der foretages korrrosionbeskyttelse af de mest udsatte dele af slusen snarest muligt for at bremse udviklingen og forebygge langt dyrere betonreparationer. Der er afsat penge til projektet i 2020, men nu foreslår forvaltningen, at projektet fremrykkes til i år, hvilket anbefales af Teknik- og Miljøudvalget.
Der er estimeret en anlægsudgift til korrosionsbeskyttelsen på 550.000 kroner.
REGION MIDTJYLLAND
AULUM
Solceller
Herning Kommune har modtaget en forespørgsel på opstilling af solceller i forbindelse med et vindmølleprojekt på syv vindmøller ved St. Soels, nordvest for Aulum, og forleden besluttede Byplanudvalget at igangsætte planlægningen herfor.
Det ansøgte solcelleprojekt breder sig over på 32 hektar.
BORDING
Udskiftning af bro
Et eftersyn af broen over den gamle banestrækning på Christianshedevej i Christianshede Stationsby har vist, at broen svært nedbrudt.
Det rådgivende ingeniørfirma Atkins har for Ikast-Brande Kommune regnet på, hvad det vil koste at forny broen, og anslår, at det kan gøres for knap 8,6 mio. kroner.
Teknik- og Miljøudvalget i Ikast-Brande Kommune besluttede forleden at arbejde videre med denne løsning frem for at forlægge vejen, som også har været på tale.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter på Frederiksberg, i Brøndby, Næstved, Rudkøbing, Tønder, Aulum og Bording