End ikke ukronede bykonger er immune over for aldring. Jens Kramer Mikkelsen stopper som direktør for By & Havn efter 11 år på direktørposten i selskabet.
- Det er et udtryk for rettidig omhu, sagde den 72-årige bestyrelsesformand, Carsten Koch, tidligere på ugen til Licitationen - Byggeriets Dagblad om det glidende generationsskifte med henvisning både til egen alder samt 66-årige Jens Kramer Mikkelsen og den tre år yngre udviklings- og salgsdirektør, Michael Soetmann.
Jens Kramer Mikkelsen er opsagt, så beslutningen om at stoppe har han ikke selv truffet. Det har han ellers været vant til, siden han i 1989 kvittede jobbet som matematiklærer til fordel for rollen som overborgmester i Københavns Kommune.
Målrettet pragmatiker
"Kramer vil have kraner", sagde man dengang på rådhuset med henvisning til overborgmesterens iver efter at udvikle den på tidspunktet økonomisk nødstedte hovedstad. Og Kramer fik vendt udviklingen med hjælp fra kraner og byggerier.
For mens de højtuddannede flygtede fra København under Kramers første tid som overborgmester, er hovedstaden i dag "ved at blive en by kun for de rige", som den tidligere stadsarkitekt, Jan Christiansen, sagde for et par somre siden.
Nej, udviklingen vil jævne sig, svarede Kramer, som ikke har ladet de mange år i politik gå ubemærket hen. Målrettet, snu og pragmatisk er blandt de ord, der går igen, når den afgående direktør beskrives af folk omkring ham.
Jens Kramer Mikkelsens målrettede pragmatisme får også en del af æren for, at Ørestad-ideen blev ført ud i livet. Kramer ville, at "alle fra developere over politikere til Danmarks Naturfredningsforening" skulle være med i projektet.
- Men Kramer kunne ikke nå rundt til alle, så i stedet for at opgive sendte han af og til tegningen alene af sted med en taxa. Og den her tegning af Ørestad, der rejser rundt i taxa, siger faktisk noget om Kramer: Han vil altid helst have alle med, fortalte en af Kramers nære samarbejdspartnere gennem mange år, Anne-Grethe Foss fra Metroselskabet, sidste år til Politiken.
Skiftede toppost
Kun de færreste lever et halvt liv i offentlighedens søgelys uden at havne i skandaler. Således heller ikke Jens Kramer Mikkelsen, som i maj 2004 havnede på forsiden af Ekstra Bladet. Her kunne avisen afsløre, at overborgmesteren havde rejst privat til Australien for en pris på 50.000 kroner, som han havde lovet til hovedstadens hjemløse.
Jens Kramer Mikkelsen blev også beskyldt for at have alt for mange betalte bestyrelsesposter ved siden af sit arbejde. Selv affejede han kritikken som en personlig hetz, der var orkestreret imod ham af Venstres Søren Pind.
Resultatet blev, at Kramer i september 2004 ændrede sin plan om at fortsætte valgperioden ud med kalenderåret 2005, til at han allerede to måneder senere ville udtræde af Borgerrepræsentationen - og dermed nedlægge hvervet som overborgmester - for at blive administrerende direktør i Ørestadsselskabet.
Det var dengang, da skifter fra politik til erhvervslivet stadig var forholdsvis sjældne med Henning Dyremose og Hans Engell som nogle af de mest lysende undtagelser fra reglen.
Fantastisk rejse
I 2007 blev Ørestadsselskabet så afløst af Udviklingsselskabet By & Havn I/S, hvor Jens Kramer Mikkelsen overtog direktørposten. Den har han beholdt siden da, men med udgangen af juli er det altså slut. Den ukronede bykonge tvinges til at abdicere knap 30 år efter, han og kranerne gjorde deres indtog i København.
- Det har været en fantastisk rejse med den helt unikke model, By & Havn repræsenterer. Jeg ser frem til fortsat spændende udfordringer og opgaver i mit nye liv, lyder det kortfattet i en pressemeddelelse fra Kramer, som tidligere har fastslået, at han er færdig med politik.
Kramer fik sine kraner
Et kapitel er slut for matematiklæreren fra Østerbro, der blev den ukronede bykonge af København