23948sdkhjf

Lov skal sikre flere kvinder i topstillinger

Ny undersøgelse understreger, at man skal have luppen frem for at finde kvinderne i topledelserne

Kun 6,8 procent af direktionsmedlemmer, som laver regnskabspåtegningerne i de 1.500 største danske virksomheder, er kvinder. Det viser en opgørelse foretaget for Kvinfo af analysebureauet Analyse og Tal i forbindelse med et samråd i Folketinget torsdag om evalueringen af den lov, som skal fremme en bedre kønsbalance i toppen af erhvervslivet.

- Undersøgelsen viser med al ønskelig tydelighed hvor langt, der er, før dansk erhvervsliv får udnyttet den samlede talentmasse, når de skal rekruttere de bedste ledere, sagde direktør for Kvinfo Henriette Laursen inden samrådet med erhvervsministeren og ligestillingsministeren.

Evalueringen af "lov om måltal og politikker for det underrepræsenterede køn" kom lige før jul og koncentrerede sig især om kønsbalancen i bestyrelserne. Når det gælder virksomhedernes daglige ledelse, var der kun foretaget en mindre stikprøve.

Kun små ændringer
Optællingen her har derimod samtlige de virksomheder med, som er omfattet af loven. Virksomhedernes ledelser kan opgøres på flere måder, men regnskabspåtegningerne er umiddelbart offentligt tilgængelige og er samtidig udtryk for virksomhedernes egen vurdering af, hvilke medlemmer af direktionen, der har afgørende indflydelse og ansvar.

- Det giver et rigtig godt fingerpeg. Hvis man havde opgjort på de samlede direktioner, var tallet muligvis blevet lidt pænere, da poster som HR-direktør eller kommunikationschef i nogle virksomheder også var kommet med, og vi ved, at der er flere kvinder iblandt. Men samtidig er det poster med mindre indflydelse end direktører og regnskabschefer, så det bekræfter blot, at jo højere op i systemet, man kommer, jo skævere er kønsbalancen, siger Henriette Laursen.

I gennemsnit er regnskaberne underskrevet af 1,54 ledere, og dermed er der en hel del af virksomhederne, som blot har ladet en enkelt leder påtegne regnskabet.

Optællingen viser, at kønsbalancen kun forandrer sig langsomt. For 10 år siden var andelen af kvinder 5,1 procent. Det er heller ikke nogen tydelig ændring i udviklingen med indførslen af lov om måltal fra 2013.

- Det svarer fuldstændig til evalueringens konklusion i forhold til andelen af kvinder i bestyrelser - nemlig at lovens effekt har været meget begrænset, siger Henriette Laursen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141