23948sdkhjf

DAGENS LEDER: Lad infrastrukturen få sin korrekte plads

Det mener Licitationen - Byggeriets Dagblad

Tid koster penge. Og for mange af landets pendlere er tid spildt på vejene i form af lange køer ikke bare irriterende og frustrerende - det koster dem også på pengepungen.

En ny analyse fra branchefællesskabet Dansk Infrastruktur under Dansk Byggeri viser, at hvis bare rejsetiden reduceres med fem minutter hver dag, kan den enkelte pendler få en gevinst på 1.900 kroner om året. Og i et større perspektiv vil det kunne bidrage til en stigning i BNP på over seks mia. kroner.

Bilkøerne skyldes jo unægteligt, at infrastrukturen i årevis er blevet nedprioriteret på Christiansborg. Der har været tale om stop and go-politik, hvor der i finanslove er skruet op og ned for penge til infrastrukturen.

At skiftende flertal på Christiansborg ikke har set det fornuftige i at lave en langsigtet investeringsplan for den danske infrastruktur er direkte sørgeligt og tankevækkende.

I stedet for at bruge den traditionelle opfattelse af bygge- og anlægsbranchen som et middel til at skrue op og ned for samfundsaktiviteten, burde Folketinget og regering snarere se den i et større perspektiv.

Det næste folketingsvalg er om godt et år. Dermed går politikerne snart i valgkamp, og det vil sikkert ikke skorte på løfter om varme hænder og udlændingestramninger. Men det er lige så påkrævet, at de ser infrastrukturforbedringer som en nødvendighed for at få optimale rammer for erhvervsliv og borgere.

Spørgsmålet er bare om partierne tør gøre det til et emne i valgkampen. Sikkert ikke, for i jagten på stemmer tæller udlændingestramninger og varme hænder højere end udbedring af huller i vejene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.281