Egentlig skulle han være stoppet sidste år. Men Ejendomsforeningen Danmarks formand, John R. Frederiksen, stod pludselig i en situation, hvor organisationen, der er erhvervsorganisation for ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom i Danmark, skulle have ny adm. direktør. Og derfor blev hans egen afgang som formand udskudt et år.
Torsdag på organisationens landsmøde er det imidlertid tid til at takke af efter 16 år som formand.
- Jeg synes, det er et oplagt tidspunkt at give stafetten videre, nu hvor foreningen er i gang med at udvikle en ny strategi for de kommende år. Det har været vigtigt at skabe et professionelt sekretariat med en stærk ledelse. Jannick Nytoft begyndte som adm. direktør i december og med ham ved roret er foreningen godt på vej, siger den 70-årige John R. Frederiksen i en pressemeddelelse.
De 16 år i spidsen for Ejendomsforeningen Danmark har været nogle af de mest begivenhedsrige år for ejendomsbranchen.
Efter John R. Frederiksens tiltræden som formand i 2002 oplevede branchen en gevaldig optur op gennem 00’erne, hvor erhvervs- og investeringsejendomme skiftede hænder for kæmpe summer, og byggeriet var massivt. Siden kom finanskrisen med talrige økonomiske krak i ejendoms- og byggebranchen og generel økonomisk afmatning på ejendomsområdet. I disse år oplever danske ejendomme så en fornyet stigende interesse fra investorer.
Flere bestyrelsesposter
Det er derfor ikke for ingenting, at han i den danske ejendomsbranche ind imellem er blevet omtalt som Mr. Ejendom.
For ud over formandskasketten i Ejendomsforeningen Danmark har han siddet eller er i bestyrelsen hos blandt andre C.W. Obel Ejendomme, Freja Ejendomme, Højgaard Ejendomme og er formand for Grundejernes Investeringsfond. Desuden beklæder han i øjeblikket præsidentposten i European Property Federation, der varetager interesserne for ejere af fast ejendom i 14 lande.
Sideløbende med sin professionelle bestyrelseskarriere har han siden 2001 drevet sit eget ejendomsinvesteringsselskab, Fortunen A/S, der er opkaldt efter vejen han bor på i Kgs. Lyngby ved København.
En af de mere indflydelsesrige bestyrelsesposter var formandsposten gennem næsten 10 år i projektudviklingsselskabet Sjælsø Gruppen A/S, der gik konkurs i 2013. Selskabet stod bag en lang række bolig- og erhvervsbyggerier i ikke mindst København op gennem de buldrende 00’ere.
- Min egen største udfordring i 2013 var Sjælsøs konkurs. Egentlig ikke fordi det kom som en overraskelse, at det kunne ende sådan. Vi vidste jo, det kunne ske og har også skrevet i regnskaberne, at vi var afhængige af bankerne, sagde John R. Frederiksen til Estate Magasin i december 2013.
Ikke så stor risikovillighed
Hans eget indtog i ejendomsbranchen gik via servicevirksomheden ISS til industri- og ejendomsvirksomheden John Holm & Sønner A/S, hvor han var adm. direktør frem til 1990.
I 1986 tog han initiativ til stiftelsen af ejendomsselskabet Bastionen, som han siden blev adm. direktør for. Bastionen havde ejendomme i både Danmark og udlandet og opførte Frederiksberg Centret i København i 1996.
Da Bastionen lukkede i 2001, stiftede han Fortunen A/S, hvor hans kone Maine Mielow Frederiksen i øvrigt er formand, og indledte sin bestyrelseskarriere.
Via Fortunen er han medejer af ejendomme i Danmark og udlandet, men i førnævnte interview med Estate Magasin understreger han, at han ikke løber de store risici.
- Jeg har ikke så stor risikovillighed, og det præger både mig selv og mit arbejde i de selskaber, jeg har styret. Privat bunder det nok i, at jeg aldrig har haft en drøm om at blive hovedrig. Jeg har det jeg skal bruge, og det trives jeg med, sagde John R. Frederiksen til Estate Magasin.
Den danske Mr. Ejendom takker af
John R. Frederiksen stopper efter 16 år som formand for Ejendomsforeningen Danmark