23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Virksomheder bløder op over for kædeansvar

Hidtil har kædeansvaret stået som en mur mellem arbejdsmarkedets parter - i hvert fald i byggeriet, men nogle virksomheder bløder op overfor tanken

For virksomhederne har det været - og er det fortsat - en skræmmende tanke, at en hovedentreprenør skulle kunne pådrages et ansvar for økonomiske eller juridiske forhold hos en underentreprenør.

Argumenterne er mange. Muligheden for at blive draget til ansvar for social dumping, og det faktum at fagforeningerne kan komme ind på byggepladsen og påpege forhold der måske ikke er i orden.

Dermed kan de med loven i hånden slå det øverste led i kæden, hovedentreprenøren, i hovedet med krav om erstatninger og efterbetalinger med videre. Det er her at arbejdsgiverne står af.

Men spørger man nogle af virksomhederne i byggeriet, så er der måske ikke så meget grund til at være så afvisende.

Ordentlighed får konkurrence
Per Smith, som driver Præstbo Tømrer- og Snedkerforretning i nordjyske Dronninglund, spørger overfor Licitationen - Byggeriets Dagblad med reference til, at han for nyligt rejste spørgsmålet på Dansk Byggeris Træsektions generalforsamling:

- Er det i virkeligheden så slemt med det kædeansvar? Faktisk kunne det jo, lavet rigtigt, være en fordel, fordi det er med til at sikre, at tingene bliver gjort rigtigt, og at blandt andet social dumping ude på byggepladserne undgås, siger Per Smith.

- Vi ser jo eksempler på, at der er virksomheder som underbyder og kommer ind på byggepladsen, og så tydeligvis tilsidesætter de ting, vi andre gerne vil overholde, tilføjer han.

Store og små
Han forklarer videre:

- Problemet er jo nok, at vi på den ene side har de store entreprenørvirksomheder, som jo er dem, der oftest står for byggerierne på de store pladser. På den anden side er der os, de mindre, og Dansk Byggeri skal jo rumme begge dele, og det er jo nok klart, at begrebet kædeansvar opfattes meget forskelligt, afhængig af, hvilken side af bordet, man ser det fra.

- Jeg synes, man kunne opnå nogle fordele ved at have en form for kædeansvar, nemlig at tingene bliver gjort efter bogen.

Per Smith henviser til et tænkt eksempel, for eksempel udskiftning af eternitplader, hvor der pludselig kommer nogen der kan udføre arbejdet til en langt lavere pris. Men arbejdet udføres uden de sikkerhedsforanstaltninger, der kræves, og heri ligger prisforskellen.

Ansvar i første led
Per Smith er ikke den eneste, der har den holdning. Jan Birch Nielsen, der er direktør hos Villy Jönsson A/S, mener, at kædeansvaret kan være fornuftigt nok.

- Det er med til at sikre, at tingene bliver gjort rigtigt, men det bliver bare svært, når det kommer ud i tredje eller fjerde led, hvor vi som hovedentreprenør ikke altid har det fulde overblik over, hvem der kommer ind på pladsen. Det kunne fungere, hvis der var kædeansvar for første led, for når vi nogle gange er hovedentreprenør på en opgave, entrerer vi altid med firmaer, vi kender. Det er den måde vi sikrer os på, siger Jan Birch Nielsen.

- Hvis man kunne have et kædeansvar trinvis, således at vi som hovedentreprenører er ansvarlige for første led, altså den underentreprenør, vi selv direkte entrerer med, så kunne det måske fungere, siger Jan Birch Nielsen til Licitationen.

Med i kontrakten
Hos STB Byg i Vejle, der har omkring en halv milliard kroner i omsætning, og ofte arbejder som hoved- og totalentreprenør, mener adm. direktør og medindehaver Jens Winther, at man allerede sikrer sig langt hen ad vejen, så et kædeansvar er ikke så langt væk.

- Egentligt er det et svært spørgsmål, men jeg kan sige, at vi sikrer os kontraktligt, når det gælder underentreprenører. Vi ønsker ikke brådne kar eller underentreprenører, der laver social dumping. Det accepterer vi ikke og det indgår i vores kontrahering.

- Så på den måde lever vi vel allerede op til det, der ville være et formelt krav, siger Jens Winther til Licitationen - Byggeriets Dagblad og tilføjer, at der jo allerede eksisterer nogle krav i forhold til offentlige bygherrer.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.141|instance-web01