23948sdkhjf

Endnu en Storstrøms-entreprenør har økonomiske problemer

To af de tre entreprenører i det italienske Storstrømskonsortium har i øjeblikket ikke økonomisk kapacitet til at deltage

Først var de tre virksomheder, men i øjeblikket er der reelt kun en enkelt aktør aktiv i det italienske konsortium, der skal anlægge den nye Storstrømsbro mellem Sjælland og Falster til fire mia. kroner.

Den største entreprenør i samarbejdet, Itinera, har således overtaget den totale styring i konsortiet, mens de to andre er reduceret til symbolske størrelser.

- Itinera sidder nu på stort set hele ejerskabet, da både Condotte og GLF (Grandi Lavori Fincosit, red.) af forskellige årsager ikke har økonomi til at indgå som fuldgyldigt medlem i øjeblikket, siger Silvio Fascio, der er direktør for Itineras europæiske division, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Mangler bankgaranti
Det har været kendt siden februar, at entreprenøren Condottes ejerandel i Storstrømskonsortiet er reduceret til 0,01 procent, da virksomheden er i så store økonomiske vanskeligheder, at selskabet er under rekonstruktion i hjemlandet for at undgå en konkurs.

Nyt er det til gengæld, at heller ikke infrastrukturfirmaet GLF har den økonomiske kapacitet til at deltage og også er blevet reduceret til kun at udgøre 0,01 procent.

Det skyldes ifølge Itinera, at GLF mangler betaling fra en række projekter i hjemlandet, som har fået pengeinstitutterne til at sætte udlån til virksomheden på pause. Det ventes dog at være en midlertidig situation.

- GLF har fortalt, at en aftale med banken er ved at være på plads. Vi forventer at have dem med ombord igen i næste måned, og de vil genetablere deres ejerandel på 20-25 procent, fortæller Silvio Fascio.

Hvad gør I, hvis de ikke får bankgarantien?
- Hvis de mod forventning ikke kommer med, fortsætter Itinera uden problemer, og det får ikke betydning for projektet. Itinera har stillet alle de økonomiske garantier for konsortiet, og mandskab og materiel bliver heller ikke påvirket. Men vi vil gerne have GLF med, og jeg kan ikke forestille mig, at det ikke skulle blive tilfældet, siger Silvio Fascio.

Han nævner, at nøglemedarbejderne er ansat i det danskregisterede konsortieselskab, og derfor ikke bliver omfattet, hvis GLF’s symbolske ejerandel viser sig at være permanent.

Ændrer ikke på aftale
For Vejdirektoratet har ændringen i konsortiesammensætningen ikke den store betydning, da det ifølge bygherren ikke påvirker projektforløbet.

- Det ændrer ikke på den aftale, vi har med dem. Konsortiedeltagerne hæfter solidarisk for hinanden, og Itinera har sammen med sit moderselskab i kontrakten stillet en garanti, der sikrer økonomien i konsortiet, siger projektdirektør Erik Stoklund Larsen.

Han tilføjer, at det er usædvanligt, at man som bygherre får et så detaljeret indblik i konsortiets sammensætning, som det er tilfældet på Storstrømsbroen.

- Det hænger jo sammen med, at der har været særlige omstændigheder. Det er et internt anliggende, som har betydning for, hvor stor en del af kagen de forskellige selskaber får ud af det.

Læs også interview med Silvio Fascio- Jeg havde aldrig forestillet mig at stå i denne situation

Den nye Storstrømsbro
Storstrømsbroen forbinder Sjælland med Falster via Masnedø og indgår som en central del af opgraderingen af jernbanestrækningen mellem København og Rødby og videre til Femern Bælt-forbindelsen
Broen bygges til højhastighedstog i to spor og en to-sporet landevej med gang- og cykelsti. Den vil med sine fire km i længden og 100 meter i højden være Danmarks tredjestørste bro efter Øresundbroen og Storebæltsbroen
Broen forventes at være klar til biltrafikken i 2022 og jernbanetrafikken i 2023
Den samlede pris for projektet inklusiv nedrivning af den eksisterende Storstrømsbro er cirka 4,1 mia. kroner (2017-priser)
Et italiensk konsortium er udpeget til totalentreprisekontrakten med et vinderbud på 2,1 mia. kroner
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.171