REGION HOVEDSTADEN
FREDERIKSBERG
48 seniorboliger
By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune har vedtaget, at der skal udarbejdes ny lokalplan, der muliggør et boligbyggeri i området ved Dirch Passers Allé og KU.BE.
Den ny lokalplan skal erstatte den gældende lokalplan 177 med tillæg 1, da grundejeren anmoder om mulighed for at bygge senioregnede boliger for et specifikt byggefelt, der i dag er udlagt til erhverv. Der udarbejdes desuden kommuneplantillæg, der tillader byggeri i op til syv etager.
Grundejeren ønsker at opføre 48 senioregnede boliger. Boligbebyggelsen får begrønnede facader og altaner samt store beplantede tagterrasser og grønne sedumtage.
Bygherre er MT Højgaard, som samarbejder med Holscher Nordberg Architecture and Planning og SLA Landskab.
SKOVLUNDE
Handicapboliger
Ballerup Boligselskab har fremsendt ansøgning om godkendelse af skema A for ombygning af undervisningslokaler til 33 nye almene voksenhandicapboliger på Bybjergvej 25 i Skovlunde, i den tidligere UCC-bygning til Ballerup Kommune.
Anskaffelsessummen er beregnet til godt 59,4 mio. kroner.
De 33 boliger indrettes med et rum samt nye toilet- og badeforhold og mindre tekøkkener. Det samlede boligareal kommer til at omfatte 2.057 kvm.
Boligerne bliver indrettet i tre grupper med 7, 12 og 14 boliger. Hver blok deler et fællesareal og en atriumgård.
Byggeriet gennemføres ifølge planerne i perioden fra sommeren 2019 til sommeren 2020.
Økonomudvalget anbefaler, at skema A godkendes.
BALLERUP
Seniorbofællesskab
Ballerup Boligselskab har fremsendt ansøgning om godkendelse af skema A til opførelse af 22 nye familieboliger som seniorbofællesskabet Ekkodalen på Bispevangen i Ballerup. Økonomiudvalget anbefaler en godkendelse.
Ekkodalen kommer til at omfatte fem to-rums boliger på 67 kvm, 11 tre-rums boliger på 89 kvm og seks tre-rums boliger på 107 kvm. Herudover opføres der et fælleshus med værksted.
Der er ifølge planerne byggestart til sommer.
REGION SJÆLLAND
VORDINGBORG
80 boliger
Udvalget for Plan- og Teknik i Vordingborg Kommune anbefaler, at Lokalplan C 17.06.01 - Stationsområdet i Vordingborg, et tilhørende kommuneplantillæg og tilhørende miljøvurdering vedtages endeligt.
Med den endelige vedtagelse af kommuneplantillæg og lokalplan åbnes mulighed for nybyggeri af cirka 80 boliger, udvidelse af detailhandelsområdet og indretning af ny attraktiv stiforbindelse mellem stationen og bymidten.
Desuden bliver det muligt at ændre brugen af stationsbygningen.
STEGE
Udbygning af skole
Udvalget for Plan og Teknik i Vordingborg Kommune har sagt god for, at der udarbejdes lokalplan, sådan at friskolen Skolen for livet på Klostervej i Stege kan vokse.
Skolen, der i dag har 35 elever, ønsker på længere sigt at vokse til cirka 80 elever og har derfor brug for mere plads.
Skolen har dog ikke kunne opnå udkørselstilladelse hos Vejdirektoratet fra den nuværende placering og ønsker derfor at flytte. Skolen har fremsendt ansøgning til Vordingborg Kommune om at måtte etablere sig på Kostervej 26.
Skolen har endnu ikke skitseret et samlet projekt, men beskrevet intentionerne i ansøgningen.
ØRSLEV
Klubhus
Ørslev Gymnastik- og Idrætsforening har sendt en ansøgning om en væsentlig udvidelse af klubhuset på Fragevej 4 i Ørslev til Vordingborg Kommune.
Det vurderes, at der bør udarbejdes en ny lokalplan for at fastlægge rammerne for det nye byggeri, og Det har Udvalget for Plan og Teknik givet grønt lys for.
STENSBY
Bofællesskab
Udvalget for Plan og Teknik i Vordingborg Kommune har besluttet at fremlægge forslag til Lokalplan L 09.02.01 og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg for et område i Stensby i offentlig høring frem til 7. maj.
Med lokalplanen gives der mulighed for udvikling af bofællesskabet "Vindhøj" på Stensbyvej 35. Bofællesskabet tager udgangspunkt i en nedlagt landbrugsejendom, hvor der er etableret to lejligheder i en tidligere lade, mens det tidligere stuehus ifølge planerne skal anvendes som fælleshus.
Lokalplanforslaget giver mulighed for, at der kan etableres yderligere seks boliger på ejendommen som fritliggende enfamiliehuse eller dobbelthuse.
REGION SYDDANMARK
ODENSE
Boliger på flade tage
By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune har flere gange modtaget ansøgninger om opførelse af nye boliger, det vil sige tilbygning af nye etager, på de flade tage på Holsedore 18 centralt i Odense. Der er givet afslag på ansøgninger i henholdsvis 2016 og 2017. Senest har By- og Kulturforvaltningen modtaget en ansøgning med et nyt projekt i sommeren 2017, som sidenhen er blevet tilpasset.
By- og Kulturudvalget i Odense Kommune skal på sit møde den 20. marts træffe beslutning om, hvorvidt det nye projekt skal godkendes efter ansøgers ønsker eller godkendes med en begrænsning af antallet af etager, eller om der også skal gives afslag til det nye projekt.
By- og Kulturforvaltningen indstiller, at udvalget godkender, at der gives tilladelse til, at projektet gennemføres på baggrund af det seneste ansøgningsmateriale, dog hvor projektet begrænses til, at der alene opføres én ekstra etage på begge af de eksisterende flade tage.
ODENSE
Tilbygning af etage
Ejerne af ejendommen Vesterbro 5 i Odense har søgt Odense Kommune om tilladelse til at opføre en ekstra etage.
Den ekstra etage kræver dispensation fra lokalplan 0-556, og hvorvidt den skal gives, afgør By- og Kulturudvalget på sit møde den 20. marts.
By- og Kulturforvaltningen indstiller, at udvalget godkender, at der meddeles dispensation, så forhuset på Vesterbro 5 kan ændres fra 2,5 etage til 3,5 etage.
Tilbygningen vil ikke resultere i flere boliger på ejendommen, da den nye andensal og tagetage indrettes til én samlet bolig på cirka 161 kvm og dermed erstatter den eksisterende bolig på 53 kvm i tagetagen.
FANØ
Studieboliger
Fanø Byråd har besluttet at gennemføre en undersøgelse af behovet for studieboliger på Fanø.
En del unge mennesker fra Fanø er enten i uddannelse på Fanø eller ønsker at blive på Fanø under deres uddannelse i Esbjerg eller omegn. Esbjerg satser ganske massivt som studieby, og måske kan også studerende, der ikke tidligere har boet på Fanø, overveje at bosætte sig på Fanø - særligt hvis der er mangel på studieboliger i Esbjerg og ledige studieboliger at få på Fanø, lyder overvejelserne.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter på Frederiksberg, i Skovlunde, Ballerup, Vordingborg, Stege, Ørslev, Stensby, Odense og på Fanø