Aarsleff-koncernen har fjernet trykket fra sin islandske vulkan. 
 
Datterselskabet Istak hf., der udfører forskellige bygge- og anlægsopgaver, har således vendt et stort millionunderskud fra sidste år til et overskud i det nye regnskab. 
 
- Det er positivt, at Istak får vendt underskuddet fra sidste regnskabsår til overskud, og vi er tilfredse med udviklingen. Men det er også planen, at udviklingen skal fortsætte de kommende år, og vi kommer til at arbejde med yderligere forbedringer, siger bestyrelsesformand Lars M. Carlsen, der også er viceadm. direktør i moderkoncernen Per Aarsleff Holding A/S. 
 
Istak øgede i 2016/17 omsætningen med over 50 procent til 633 mio. kroner fra 413 mio. kroner i 2015/16. Og i samme periode er resultat før skat forbedret fra et minus på over 30 mio. kroner til et overskud på 13 mio. kroner. 
 
Tog over efter Pihl & Søn 
Aarsleff overtog Istak i 2015. Tidligere var den islandske entreprenør en del af E. Pihl & Søn-koncernen, indtil koncernen gik konkurs i 2013. 
 
I 2015/16 - det første regnskabsår som en del af Aarsleff-familien - kom Istak ud med et utilfredsstillende underskud, men den danske entreprenørkæmpe har altså fået bedre styr på forretningen i det andet år. 
 
Lars M. Carlsen fortæller, at fokus har været på at løfte medarbejdernes kompetencer for at forbedre driften. Og det er et arbejde, som vil pågå de kommende år. 
 
- Det omfatter især projektledelsen og økonomi- og risikostyringen. Vi skal arbejde mere grundigt med opstarten af projekter og sørge for, at vi udpeger de rigtige projekter med god tid til dialog og planlægning, siger han.
Aarsleff vender underskud i islandsk datterselskab
Den islandske entreprenør Istak leverer stor aktivitetsfremgang og overskud i sit andet år som datterselskab i Aarsleff-koncernen. Top og bund ventes endnu bedre næste år