Asfaltindustrien har sat et nyt mål, når det gælder ulykkesfrekvensen i asfaltbranchen.
De senere år har brancheforeningen arbejdet med et mål om maksimalt 10 ulykker per en mio. præsterede arbejdstimer, hvilket er en halvering i forhold til situationen i 2007.
Men nu skærpes det til en ulykkesfrekvens på maksimalt fem i 2022. Der er altså tale om endnu en halvering.
- Vi synes, at en ulykke er en for mange. Derfor går vi ind med en endnu mere ambitiøs men realistisk målsætning, fortæller arbejdsmiljøkonsulent i Asfaltindustrien, Trine Leth Kølby, til Licitationen - Byggeriets Dagblad Hun påpeger, at brancheforeningen hepper på nul ulykker, men at det er svært, fordi der også er et element af tilfældighed, og at Asfaltindustrien af den grund netop tager målsætningerne i bidder.
Skal fortsætte fokus
Som Licitationen - Byggeriets Dagblad beskrev i går har ulykkesfrekvensen trods lidt bølgegang generelt været faldende siden 2007.
I 2014 landede den for første gang under de ønskede 10, og i 2017 har det billede gentaget sig.
Her er ulykkesfrekvensen landet på 8,2, så der er fortsat arbejde forude for branchen, hvis de skal nå den nye målsætning. En målsætning, Trine Leth Kølby anser som realistisk, selvom det bliver svært.
- Vi har plukket de lavthængende frugter, så det bliver svært at komme ned på en ulykkesfrekvens på maksimalt fem, men når vi kigger på kurven, så kan vi jo se, det går den rette vej. Så vi er fortrøstningsfulde, siger hun og fortsætter:
- Men der er ingen tvivl om, at det vil kræve, at vi fastholder fokus, hvis vi skal lykkes med det.
Hun oplyser i den forbindelse, at Asfaltindustrien blandt andet påregner at sætte ulykker i fokus i deres årlige kampagne et af de kommende år.
Asfaltindustrien skærper ulykkesmål
Brancheforeningen vil i 2022 ned på maksimalt fem ulykker per en mio. præsterede arbejdstimer i asfaltbranchen. Det er en halvering i forhold til den nuværende målsætning