23948sdkhjf

Kontrakten på Sydhavnsmetroen er underskrevet

De tyske og franske entreprenørgiganter Hochtief og Vinci kan snart gå i gang med den store anlægskontrakt på Sydhavnsmetro, efter ejerkredsen har givet grønt lys

Sydhavnsmetro

Den kommende metro til Sydhavn er 4,5 km og kobles til metroen Cityringen, der ifølge den gældende tidsplan skal være klar i sommeren 2019

Sydhavnsmetroen får fem underjordiske stationer: Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og Ny Ellebjerg

Bygherre: Metroselskabet
Bygherrerådgiver: Cowi/Systra

Samlet budget: 9,1 mia. kroner (i 2017-priser) inklusive 30 procent reserve

Tidsplan: Anlægsstart i 2018 og klar til brug i sommeren 2024

Anlægget af Sydhavnsmetroen i København til godt ni mia. kroner kan begynde inden længe, efter kontrakterne med de udvalgte konsortier netop er underskrevet.

Bygherren Metroselskabet udpegede den 27. november sidste år et entreprenørkonsortium med franske Vinci og tyske Hochtief til at stå for metrotunnelen og stationer, mens et andet konsortium bestående af østrigske Rhomberg Bahntechnik og Efafec fra Portugal blev indstillet til levering af skinner, tog og anden teknik.

Nu er indstillingerne blevet godkendt af ejerkredsen, der består af staten, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.

Fem nye stationer
- Vi er meget glade for at have denne mulighed for at demonstrere vores tunnelkompetencer i København igen. Denne kontrakt fortsætter vores succesfulde aktiviteter på det danske infrastrukturmarked. Vi ser frem til at arbejde igen sammen med Vinci, siger Riku Tauriainen, der er adm. direktør i Hochtiefs vesteuropæiske infrastrukturafdeling, i en nyhed på koncernens hjemmeside.

Konsortiet har tidligere arbejdet sammen på flere projekter i og uden for Europa, blandt andet på Athens metro. Både Hochtief og Vinci er også kendte aktører på det danske anlægsmarked. Begge var med til at anlægge store dele af Storbæltsbroen og Øresundstunnelen. Lige nu er Hochtief sammen med tyskejede Züblin A/S desuden i gang med at anlægge en metrogren til Nordhavn, der sammen med afgreningen til Sydhavn udgør den nye metrolinje M4.

Franske Vinci leder et konsortium på den kommende Femern-forbindelse, der har indgået kontrakter på tre af projektets fire største kontrakter.

Den danske entreprenør MT Højgaard var med i Hochtief/Vinci-konsortiet ved prækvalifikationen på Sydhavnsmetroen, men sprang fra inden første tilbudsrunde.

Fem underjordiske stationer
Sydhavnsmetroen på 4,4 km er en forlængelse af linjen M4, som går fra Orientkaj i nord ind over centrum og videre til Sydhavn. Sydhavnsmetroen får i alt fem stationer, og den strækker sig fra Fisketorvet ind over de nye byudviklingsområder langs havnen til det ældre arbejderkvarter ved Mozarts Plads for at ende i den sydlige del af Valby ved stationen Ny Ellebjerg.

- Det bliver fantastisk for København at få bundet den sydlige del af byen på metronettet. Det vil give et kolossalt løft af infrastrukturen at få koblet de nye kvarterer langs havnen og det gamle Sydhavn på metronettet. Det bliver nemmere og hurtigere at komme til og fra Sydhavn, siger Københavns overborgmester Frank Jensen (S) i en pressemeddelelse.

Den første byggeplads, der indrettes, bliver Enghave Brygge, hvorfra tunnelboremaskinerne sættes i jorden. I løbet af foråret vil tunnelbyggepladsen på Enghave Brygge blive indrettet.

De var med i konkurrencen

Anlæg af tunnel og metrostationer
- Hochtief Infrastructure og Vinci Construction (vinder)
- Saline Impregilo (Italien)
- Per Aarsleff A/S og Züblin
- Porr Bau og Implenia Construction (Østrig/Schweiz)

Anlæg af spor og strøm
- Rhomberg Bahntechnik og EFACEC (vinder)
- Cegelec mobility og ETF (Frankrig, datterselskaber i Vinci-koncernen)
- Yapi Merkezi Insaat, Alstrom Transporte og Alstrom Transport Danmark A/S (Tyrkiet/Frankrig)
- Ansaldo STS (Italien)

Tog- og transportsystem
- Ansaldo STS vandt tog-leverancen på et tidligere udbud på Nordhavnsmetroen, der hører til samme linje som Sydhavnsmetroen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14