23948sdkhjf

Grund til at male fanden på væggen?

Når tidsplanerne i byggeriet skrider, påvirker det alle parter i processen, og sidste led rammes rigtigt hårdt, mener dagens debattører

Når vi malere og gulvlæggere kommer på byggepladsen for at give byggeriet et sidste finish, så mødes vi alt for ofte af uhyrlige forhold.

Vi kommer ind i byggeprocessen på et sent tidspunkt, hvor aktiviteterne er hektiske og tonen barsk, fordi andre faggrupper ikke er blevet færdige i tide. Ofte møder vi op på en byggeplads, hvor affald og værktøj flyder over det hele. Det er resultatet af alt for stramme og optimistiske tidsplaner, som ikke tager højde for tørretider og småjusteringer, der altid opstår undervejs i en kompliceret byggeproces.

Vi vil naturligvis altid være fleksible, når det brænder på. Men det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at vi bliver hårdt pressede, når vi skal overtage bygningsdele, hvor vi skal i gang med vægge og gulve. Det er ikke fair, at vi bliver forstyrret i vores arbejde, fordi byggelederen er bagud med tidsplanen. Det er byggeledelsens ansvar, ikke vores. Men det går i høj grad ud over os. Det koster os tid, og tid er som bekendt penge. Men på dette sene tidspunkt kommer det ikke på tale at kræve ekstra betaling for klargøring af byggepladsen. Pengene er brugt.

Lad os levere kvalitetsarbejde
Vores arbejde ligger lige umiddelbart før, hele byggeriet skal afleveres, derfor bliver vi presset og får ikke den fornødne tid til at levere et tilfredsstillende kvalitetsarbejde. Det er hverken i vores, bygherrens eller slutbrugerens interesse.

Vi er godt klar over, at vores arbejde ikke vejer særligt tungt i det samlede byggeprojekt. Men til gengæld springer det i øjnene, hvis kvaliteten af vores arbejde ikke er i top. Det skæmmer det samlede indtryk.

I disse dage er et nyt aftalegrundlag for byggeriet - AB og ABR - i høring hos byggeriets parter. I udkastet til aftalegrundlaget hæfter vi os især ved stramninger som fælles planlægningsforløb, tidlig projektgennemgang og klare spillerregler for tidsplanen. Alt sammen tiltag, der giver os et lille håb om, at de gode hensigter i det nye aftalegrundlag bogstaveligt talt smitter af fra loft til vægge og helt ned til os, der arbejder på gulvet.

Omvendt frygter vi, at byggeriets aftalegrundlag ikke kommer os til gode. For i virkelighedens verden er gulventreprenøren og maleren ofte underleverandører til en større entreprenør. Typisk er gulventreprisen og malerarbejdet lille i forhold til andre fag, og derfor bliver vi måske heller ikke nødvendigvis draget ind i planlægningen fremover. Konsekvensen kan blive, at vores medlemmer ikke får den fornødne tid til at levere et flot kvalitetsarbejde. Ikke for at male Fanden på væggen: Men det er ingen jo tjent med.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125