REGION HOVEDSTADEN
SLAGSLUNDE
Udbygning af fjernvarmeværk
Egedal Byråd har vedtaget Lokalplan 47 Slagslunde - Byområde ved Blomstervej - endeligt.
Lokalplanen gør det muligt at udbygge det eksisterende fjernvarmeværk, samtidig med at der åbnes mulighed for en bredere anvendelse af ejendommene indenfor lokalplanområdet til blandede byformål.
HOLTE
Udbygning af hotel
Rudersdal Kommunalbestyrelse har godkendt forslag til Lokalplan 259 for et område vest for Kongevejen og nord for Vasevej i Holte, som herefter fremlægges i offentlig høring.
Lokalplanen vil bane vej for en større udbygning af Comwell hotel og kursuscenter, hvor man ønsker at øge antallet af værelser samt forbedre fællesfaciliteterne og de interne forbindelser.
Lokalplanen muliggør, at de eksisterende bygninger knyttes sammen med en gangbro, og at der kan ske en udvidelse af restaurantområdet og konferencefaciliteterne. Der skabes tillige mulighed for at øge antallet af værelser fra 113 til 152 værelser med en ny værelsesfløj ud mod det fredede område.
HILLERØD
Boliger og sognehus
Hillerød Byråd har vedtaget Lokalplan 399, Boliger og Sognehus ved Østergade og kommuneplantillæg 1 endeligt.
Lokalplanen giver mulighed for, at der kan opføres boliger i tre en halv etage oven på Irma-bygningen, og at der kan etableres et nyt sognehus foran Hillerød Kirke. Etableringen af nyt sognehus betyder, at de fem bevaringsværdige lindetræer må fældes. De gamle træer vil blive erstattet af nye.
ALBERTSLUND
Opførelse af seniorboliger
Bo-Vest har fremsendt en ansøgning om etablering af seniorbofællesskab på klub Svanens grund i Albertslund til Albertslund Kommune. Kommunalbestyrelsen skal derfor tage stilling til, om der skal optages forhandlinger om dette med Bo-Vest, som ejer grunden, og i dag er sagen på Økonomiudvalgets dagsorden.
Bo-Vest ønsker at opføre et antal almene familieboliger etableret som et eller to seniorbofællesskaber med udlejning efter særlige regler til seniorer med en alder på 55 år eller derover.
I ansøgningen vurderer Bo-Vest, at det vil være muligt at have boligerne klar til indflytning primo 2020.
Hvis seniorbofællesskabet etableres som ønsket, vil det medføre, at klub Svanen fremover skal placeres et andet sted i kommunen. Meget tæt ved klub Svanen ligger en kommunalt ejet grund, hvor den tidligere Børnehaven Spætten lå. Forvaltningen ønsker at undersøge, om denne grund kan bruges som muligt alternativ til placering af den fremtidige klub Svanen.
REGION SJÆLLAND
NÆSTVED
Renovering af Holmegaard-bygninger
Næstved Byråd har frigivet 20 mio. kroner til etablering af Det Ny Holmegaard, som foruden professionelle værksteder blandt andet skal rumme Nordens største glassamling med 35.000 stykker glas. Det Ny Holmegaard er en del af Museum Sydøstdanmark og realisereres i en to-fondsmodel, hvor Museum Sydøstdanmark er driftsfond, mens en anlægsfond skal købe og eje bygninger og udearealer og være bygherre på renovering af bygningerne.
Størstedelen af ombygnings- og renoveringsarbejdet, opbygning af udstillinger mm. skal først udføres i 2019.
REGION SYDDANMARK
TRANEKÆR
Renovering af beboerhus
Tranekær Sogns Beboerforening har søgt Langeland Kommune om støtte fra Landsbypuljen til renovering af beboerhus i Tranekær.
Der er blandt andet søgt om tilskud til nyt tagpaptag, og Trafik-, Teknik- og Miljøudvalget anbefaler, at ansøgningen imødekommes.
VEJLE
66 ungdomsboliger
Vejle Byråd har besluttet at fremlægge forslag til lokalplan nr. 1260 - Boligområde ved Havneparken, Vejle og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring i fire uger.
Lokalplanen er udarbejdet for at et konkret projekt omfattende cirka 66 ungdomsboliger til AAB Vejle kan realiseres.
Boligerne fordeles på to bygninger, som placeres på henholdsvis hjørnet af Havnegade, Jyllandsgade og Danmarksgade og hjørnet af Havneparken og Danmarksgade.
NYBØL
Udbygning af kursuscenter
Sønderborg Byråd har vedtaget lokalplan lokalplan 5.2-4 Sundevedcentret på Stenderup Kirkebakke, Nybøl, Sønderborg endeligt.
Lokalplanforslag er udarbejdet på baggrund af et ønske fra Sundevedcentret, der planlægger at udvide bygningsmassen i området. Lokalplanen giver mulighed for, at der blandt andet kan etableres nye værelsesfløje og funktionshuse tilknyttet en terapihave.
Sundevedcentret er en selvejende institution, der driver kursuscenter, lejrskole og festlokaler.
ØLGOD
Biogasanlæg
Varde Byråd skal på sit møde i dag blandt andet beslutte, om lokalplan 24.10.l02 for et biogasanlæg nord for Hjeddingvej ved Ølgod og et tilhørende kommuneplantillæg skal vedtages endeligt.
Med det nye plangrundlag gives der mulighed for, at der kan etableres et biogasanlæg med bygninger og anlæg i henholdsvis seks, 16 og 21 meters højde.
Udvalget for Økonomi og Erhverv anbefaler ligesom Udvalget for Plan og Teknik en endelig vedtagelse og påpeger, at der i forbindelse med etablering af anlægget skal etableres en 2 minus 1 vej på strækningen fra Hovvej til Hjeddingvej 8.
ÅRRE
Ombygning og renovering af ældreboliger
Ældreboligcentret Hybenbo i Årre, som består af 15 almene ældreboliger og et mindre serviceareal, står overfor et større renoverings- og ombygningsprojekt.
Med henblik på at etablere tidssvarende personalefaciliteter foreslås det, at der opføres en mindre tilbygning, og at en ældrebolig nedlægges. Endvidere foreslås det, at der lægges nyt tag og isolering på hele ejendommen, samt at der anskaffes et nyt ventilationsanlæg. Derudover er der givet påbud om kloakseparering på ejendommen.
Boligdelen har ikke opsparet tilstrækkelige midler til at afholde de forventede udgifter, og den manglende finansiering udgør 5.429.583 kroner, som ønskes finansieret ved, at Varde Kommune yder et rente- og afdragsfrit lån. Varde Byråd tager stilling i sagen i dag.
BRØRUP
Udskiftning af vinduer og terrassedøre
Boligkontor Danmark har på vegne af Boligforeningen Sct. Georgs Parken søgt Vejen Kommune om godkendelse af et renoveringsprojekt i afdeling 1; Bryggerstrædet, Bryggerpladsen og Stadionvej, Brørup.
Renoveringsprojektet vedrører udskiftning af vinduer og terrassedøre, og anskaffelsessummen lyder på 1.445.300 kroner.
Økonomiudvalget i Vejen Kommune har sagen på dagsordenen i dag, hvor administrationen indstiller, at kommunen yder 100 procents garanti for det lån på 1.045.300 kroner, boligforeningen vil optage.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Slagslunde, Holte, Hillerød, Albertslund, Næstved, Tranekær, Vejle, Nybøl, Ølgod, Årre og Brørup