2017 har stået på fremgang for Domus Arkitekter i Lyngby.
Virksomhedens resultat før skat er vokset fra knap en mio. kroner i 2016 til 3,5 mio. kroner.
Omsætningen fremgår ikke af regnskabet, og adm. direktør Henrik Hansted Jensen, ønsker heller ikke at oplyse, hvor toplinjen er landet, men fortæller, at den er gået frem.
Generelt om regnskabet siger han:
- Vi er udmærket tilfredse.
Henrik Hansted fremhæver, at det ikke er gået så godt de senere år, og at de tiltag, virksomheden har sat i gang, synes at have virket.
Her henviser han til, at to afdelinger er lagt sammen til én, og at de har reduceret i medarbejderstaben, så de nu er omkring 20.
- Og vi skal ikke være flere. Vi vil ikke være større, end vi er pt, siger direktøren.
Investeringer koster i år
- Så vi er lidt Rasmus Modsat og går mod trenden med, at alle vil være større, fortsætter han.
Henrik Hansted fortæller, at virksomheden har været igennem et generationsskifte med ændringer i partnerkredsen, og at de har været ved at se på, hvilke ben de skal stå på.
Om 2018 fremhæver han, at forventningen er en omsætning lig den i 2017, mens indtjeningen forventes at falde grundet investeringer i it og efteruddannelse af medarbejdere.
To ben at stå på
Det sker for at forberede firmaet på konkurrencen, som bliver hårdere og hårdere fremhæver Henrik Hansted og påpeger, at de med investeringerne ønsker at fastholde bundlinjen fremadrettet. Han oplyser, at virksomheden fortsat går efter opgaver inden for det almennyttige område, men at erhverv også er begyndt at fylde.
- Vi er begyndt at tage mere erhverv ind. Det har vi ikke haft hele tiden i virksomheden, men vi er gået efter det strategisk - men stadig inden for renoveringssegmentet, siger Henrik Hansted Jensen.
Det almennyttige område er fortsat der, hvor virksomhedens "hjerteblod" er, fremhæver han og påpeger en fordeling på omkring 80/20 på de to områder.
- Det er en fordel at have to ben at stå på, siger han.
Nordsjællandsk arkitekt går mod strømmen
Mens andre i arkitektbranchen søger at vokse sig større, ønsker Domus Arkitekter ikke at følge trenden. Virksomheden har i sit seneste regnskab forbedret både top- og bundlinjen