23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Ingeniøren med de 10 tommelfingre

Den 31-årige Thomas Kruse blev ingeniør, fordi han ikke var så god med sine hænder. Nu er han kåret som årets unge rådgiver

Thomas Kruse har - efter eget udsagn - 10 tommelfingre. Med en far, der havde en tømrervirksomhed, lå det ellers i kortene, at han skulle gå samme vej. Men i stedet blev han ingeniør og fandt på den måde sin vej ind i byggebranchen - og det har han aldrig fortrudt.

- Det var ret tydeligt, at det ikke var tømrer, jeg skulle være, så jeg fandt noget andet, der kunne føre mig i retning af byggeriet og det har været den rigtige beslutning, siger han.

I dag er hans arbejdsgiver, rådgivningsvirksomheden Rambøll, sikkert også glad for, at Thomas Kruse valgte at blive ingeniør, for han er netop blevet kåret som årets unge rådgiver af Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI).

Et holdarbejde
Valget faldt på den 31-årige ingeniør og projektchef "på grund hans store samarbejds- og kommunikationsevner, dybe forståelse for den politiske kontekst og evne til at få forskellige fagligheder til at spille sammen, der blandt andet er kommet til udtryk på innovative klimatilpasningsprojekter i Danmark", lyder det i begrundelsen.

Men selv er han mere beskeden.

- Jeg er selvfølgelig stolt over kåringen. Det er et stort skulderklap, men det er vigtigt at sige, at man som projektleder er dybt afhængig af sine kolleger - uden dem ville jeg aldrig have fået prisen. Nu bliver det opgaven at bevise, at den var berettiget, så jeg skal give den en ekstra skalle, siger han.

Sport på sofaen
Thomas Kruse er projektchef i den danske del af Rambølls internationale forretningsenhed for Vand, hvor han leder komplekse vand- og klimaprojekter. Blandt andet er han projektchef for klimatilpasningen af Gentofterenden nord for København, der skal beskytte de omkringliggende byområder mod skader fra oversvømmelser som følge af skybrud og løfte den rekreative værdi.

- I mit job betyder det meget, at der er spændende udfordringer, gode kolleger og et stort ansvar, siger han.

Selv om Thomas Kruse hver uge lægger en del timer på jobbet, så får han også tid til en af sine store hobbyer - sport. For tiden udøver han den dog mest på sofaen med fjernbetjeningen i hånden.

- Jeg har før brugt meget tid på håndbold og fodbold, men nu ser jeg det helt klart mere, end jeg dyrker det. Men det bliver til nogle løbeture, siger han.

Kåringen kvalificerer Thomas Kruse til konkurrencen om at blive årets unge rådgiver i Europa, som European Federation of Engineering Consultancy Associations (EFCA) står for.

Det er 10. år, FRI kårer unge Rådgivere. Det er femte gang, at vinderen af konkurrencen er fra Rambøll.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.152|instance-web03