23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

En militær tidslomme bliver klargjort til ungdommen

Det mere end 120 år gamle Middelgrundsfort i Øresund skal forvandles til samlingspunkt for unge fra hele landet

Et af de mest ambitiøse og komplicerede kommende byggerier i Østdanmark er omgivet af vand på alle sider.

I Øresund, tæt på den nye Nordhavn, der vokser længere og længere ud i vandet, ligger den hæderkronede militærinstallation, Middelgrundsfortet; der nu står foran en større renovering.

Verdens største kunstige ø, der ikke er landfast, blev til i årene 1890-94 som en del af Københavns befæstning.

Og i 2019 er den efter planen forvandlet til Ungdomsøen, et centrum for hele Danmarks ungdom med fokus på fællesskab, friluftsliv og udfordringer.

Det var ideen, da den nystiftede Middelgrundsfond sidste år overtog fortet. Og den idé bliver nu til virkelighed, ikke mindst i kraft en en masse frivilligt arbejde fra spejderbevægelsens og de unges side, og efter at Nordea-fonden har besluttet at støtte projektet med yderligere 120 mio. kroner.

Et godt udgangspunkt
Forinden venter et stort arbejde med at gøre den militære kulturarvsperle klar. Men udgangspunktet er godt for rådgiverne: Fortet er nemlig et ingeniørmæssigt mesterværk, ifølge ekspertisechef Peter Noyé, som for den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras har arbejdet intenst med planlægning af projektet.

- Selvfølgelig er der mange udfordringer, når fortet både er fredet og et fortidsminde. Men i bund og grund er anlægget ingeniørteknisk enormt velkonstrueret; hele tilgangen til klimastyring, ventilation i alle rum og affugtning er robust og velgennemtænkt. Alle udluftningskanaler er enten støbte eller muret op, og derfor er det faktisk lige til at gå til, siger han til Licitationen.

- Dermed får vi meget forærende, siger Peter Noyé.

- Vi har jo den herlige udfordring at fortet er 125 år gammelt og gennem årene renoveret med de materialer, forsvaret kunne komme til. Og i 40’erne, 50’erne og 60’erne kom der mange materialemæssige herligheder til, det var vi godt klar over. Vi vidste bare ikke i hvilke mængder, siger projektchef Christian Melchiorsen fra bygherren Middelgrundsfonden med et overskudsagtigt grin.

Og det er ikke så underligt. Det er nemlig noget af en drengedrøm at have sit eget militærfort at lege med.

Jorton er valgt som hovedentreprenør, og inden længe går de i gang med at forvandle og renovere det mere end 120 år gamle søfort.

- Det er en sag med indbyggede udfordringer, men sådan er det med alle byggerier i den størrelse. Vi skal jo heller ikke overkomplicere det, da vi før har arbejdet med store renoveringer af fredede bygninger, siger Lars Bjørn Knudsen, afdelingschef i Jorton Øst, til Licitationens magasin Arkbyg.

Christian Melchiorsen supplerer:

- Der er allerede tale om tidlig involvering af de udførende. Som ingeniøruddannet ved jeg, at der alt for ofte kan blive tegnet et meget flot projekt, der senere kan vise sig umuligt at realisere for entreprenøren. Det kommer ikke til at ske her, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- Planlægningsmæssigt er der mange ting at kaste sig over. Alene at få skabt brugbare flugtveje- og døre i de lange gange er en helt særlig udfordring. Og så handler det om at prioritere. Hvilket betyder de tekniske installationer først samt klargøring af værelser til mødeaktiviteter, siger Christian Melchiorsen.

Et sundt miljø
Mens vi bevæger os rundt i de fascinerende gangarealer, hvor man stadig kan se mærkerne efter de mange granater, der stod opstillet langs væggene, fortæller han, at fortet skal have den store tur.

- Det gør vi både på miljødelen, fordi det skal være et sundt miljø for de unge, og på installationer. Da vi overtog fortet, hang der rør overalt i lofterne og dem har vi pillet ned. Det blev til over 25 tons stålrør. Men det var nødvendigt, for lige så snart vi satte tryk på vandet, var der utætheder overalt. Derfor sætter vi nye installationer ind, og udfordringen er, at vi skal gøre det, så de ikke er synlige, fortæller han.

Bygherren og idémanden bag projektet, Christian Melchiorsen, understreger, at der desuden nu bliver lavet de mest nødvendige renoveringer af havn og udeterræn.

Og så glæder Peter Noyé fra Niras sig over, at man slipper for at ødelægget en i øvrigt smuk bygning:

- Alt det, den allerede indeholder, kan vi renovere i respekt for det gamle. Men selvfølgelig skal vi overveje nøje, hvordan unge kan færdes trygt og sikkert - så fortet stadig bevarer sit unikke udtryk, siger Peter Noyé.

Rationelt grundlag
Logistikken bliver en udfordring, for man sejler ikke bare forbi med materialer hver morgen, eller som afdelingschef i Jorton Øst, Lars Bjørn Knudsen, siger til Licitationens magasin Arkbyg:

- Alt udstyr og personale skal sejles frem og tilbage. Har du glemt skruetrækkeren på land, ja, så er der altså ikke noget at gøre ved det.

Peter Noyé supplerer:

- Derfor skal der laves en løsning, så vi bygger på et rationelt grundlag. Det er jo et 120 år gammelt hus som ligger under otte meter jord midt i Øresund. Jeg har meget stor respekt for den ingeniørmæssige tilgang, for holdbarheden, og at bygningen er sund og solid, når den bare bliver varmet op igen. Selv den mest firkantede ingeniør kan altså godt få et smil på læben, når han går rundt herude.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.094