Konkurrencen på en del af byggeriet af Nyt Odense Universitetshospital (Nyt OUH) er svækket.
Et konsortium bestående af bygge- og anlægskoncernen NCC Danmark og teknikentreprenøren Bravida meddelte mandag Region Syddanmark, at det ikke ønsker at afgive tilbud på det såkaldte klyngeudbud, en totalentreprise på 93.000 kvm, der har en vurderet værdi på 1,6 mia. kroner.
- Opgaven har haft rigtig høj prioritet, og vi ville meget gerne have vundet den. Men vi har vurderet, at vores vinderchancer er for små, siger Jørn Tønnes, der er direktør i Bravidas Region Syd til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Klyngerne omfatter specialiserede funktioner, ambulatorier, kontorer og undervisningslokaler og er opdelt i fire delprojekter. Tilbage i konkurrencen er nu et italiensk konsortium med entreprenørerne Itinera og CMB, og MT Højgaard A/S. Desuden er den fynske entreprenør 5E Byg A/S prækvalificeret til to af delprojekterne.
Anden store kontrakt
NCC og Bravida var også prækvalificeret til den største kontrakt på Nyt OUH på behandlings- og vidensbygninger, der har en budgetramme på små 3 mia. kroner. Men italienske CMB/Itinera, der altså også er prækvalificeret på klyngeudbuddet, endte med at vinde kontrakten kort før jul.
- Vi vandt ikke den første, og vi har svært ved at se, hvad der skulle give os øgede chancer denne gang, hvor de andre også har fordel af at være i gang. Sammenholdt med at det ikke er en gratis omgang at afgive tilbud, har vi vurderet, at det var den bedste beslutning at trække os nu, siger Bravida-direktøren.
Fra NCC, den anden part i det danske konsortium, lyder samme argument.
- Vurderingen er foretaget på baggrund af en afvejning mellem sandsynligheden for at vinde, den mængde ressourcer det vil kræve at byde på opgaven, og hvad der ellers er af muligheder i markedet, siger kommunikationschef Trine Leth fra NCC Danmark.
Kan skade konkurrencen
Hos bygherren i Region Syddanmark ærgrer man sig over NCC/Bravida-konsortiets frafald.
- Vi står nu med tre i stedet for fire tilbudsgivere, og det kan betyde mindre konkurrence, som kan give udslag på prisen. Men umiddelbart tror jeg ikke, det får den store betydning, men det får vi at se, når de endelige tilbud kommer ind. Men vi så selvfølgelig gerne, at de var blevet i konkurrencen, siger formand for Region Syddanmarks anlægs- og innovationsudvalg, Karsten Uno Petersen (S).
Regionen har dog ingen planer om, at udbuddet skal gå om og fortsætter dialogen med de tre resterende aktører.
- For det første vurderer vi ikke, at det nødvendigvis vil stille os i en bedre konkurrencesituation. Og for det andet er der tidsperspektivet. Vi ville komme til at forsinke projektet, og det er vi selvfølgelig ikke interesserede i, siger Karsten Uno Petersen.
Vinderchancerne var for små på Nyt OUH
Et konsortium med entreprenørerne NCC og Bravida trækker sig fra konkurrencen om en byggeopgave til 1,6 mia. kroner på sygehusbyggeriet Nyt OUH