REGION HOVEDSTADEN
GRÆSTED
Rækkehuse
Udvikling, By og Land i Gribskov Kommune har sagt ja til at dispensere fra gældende lokalplan, sådan at et eksisterende byhus på Græsted Stationsvej kan bygges om, og så der kan opføres to rækkehuse med fire boliger på 90 kvm i hver.
HASLE
60 plejeboliger
Bornholms Kommunalbestyrelse besluttede i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2017 at afsætte rådighedsbeløb til opførelse af 60 nye plejeboliger til erstatning for plejehjemmet Toftegården i Hasle. Kommunen entrerer med GPP Arkitekter om bygherrerådgivningen, og forleden anlægsbevilgede kommunalbestyrelsen så de første 2.125.000 kroner til inddragelsesfase og udarbejdelse af byggeprogram.
REGION SJÆLLAND
HVALSØ
Renovering af almene boliger
Boligselskabet Sjælland har på vegne af Hvalsø Boligselskab henvendt sig til Lejre Kommune og forespurgt til kommunens holdning til en helhedsplan for renovering af 20 almene boliger på Elmevej i Hvalsø og Tolstrupvej i Ny Tolstrup.
Lejre Kommunalbestyrelse har forespørgslen på dagsordenen i dag.
Boligerne, der ønskes renoveret, er opført i perioden 1940-1950 og de fremstår slidte og utidssvarende. For 14 af boligernes vedkommende er der kondemnable forhold i forbindelse med badefaciliteter i kælderen. Disse skal flyttes til stuetagen, og derudover omfatter den planlagte renovering blandt andet udskiftning af tage, efterisolering af spidslofter, udskiftning af oliefyr og radiatoranlæg i boligerne på Tolstrupvej og udskiftning af faldstammer.
Projektet forventes gennemført med renoveringsstøtte fra Landsbyggefonden.
RØDBY
Kornsiloer
Lolland Kommune har afgjort, at etablering af fire kornsiloer på ejendommen Maribo Landevej 14, Rødby, ikke kræver en miljøgodkendelse efter bestemmelserne i husdyrbrugloven. Afgørelsen kan påklages frem til 20. marts.
REGION SYDDANMARK
AARUP
opførelse af 16 familieboliger
Tommerup Andelsboligforening har fremsendt ansøgning om godkendelse af skema A for opførelse af 16 familieboliger på Cederfeldsgade i Aarup til Assens Kommune, og Assens Byråd tager stilling i sagen i morgen. Byggeriet har en samlet anskaffelsessum på 26.653.000 kroner, og kommunen skal bidrage med en grundkapital på 2.665.260 kroner.
De 16 boliger fordeles på fire to-værelses boliger på 84 kvm og 12 tre-værelses boliger på 83 kvm.
Tommerup Andelsboligforening ønsker at lade Amstrup & Baggesen forestå udbuds- og byggeprocessen, sådan at bygherrerollen bliver delegeret til Amstrup & Baggesen indtil byggeriets afslutning.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Græsted, Hasle, Hvalsø Rødby og Aarup