23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Storentreprenør skal øge indtjening på lavere omsætning

MT Højgaard vil i indeværende år have stort fokus på indtjening, men venter en lavere omsætning

Det positive i MT Højgaard-koncernens regnskab for 2017 er, at omsætningen steg med 13 procent til 7,6 mia. kroner.

Men entreprenørkoncernen har fortsat problemer med at tjene penge, viser det årsregnskab for 2017, som MTH Group udsendte i torsdags.

For resultatet før skat faldt med cirka 32 mio. kroner til 39,8 mio. kroner, mens regnskabet går i rødt efter skat med et underskud på 58,4 mio. kroner.

Adm. koncerndirektør Torben Biilmann vælger dog i det netop udsendte årsregnskab at fokusere på, at MT Højgaards driftsresultat før en række særlige poster, der baserer sig på tabte offshore-retssager i England, lever op til forventningerne.

Driftsresultatet før særlige poster steg således med godt 100 mio. kroner til 176 mio. kroner.

- Vi leverede den indtjeningsfremgang, vi havde stillet i udsigt. Det var positivt, at vi kunne forbedre driftsmarginen fra 1,1 procent til 2,3 procent i et år, hvor vi havde stigende udgifter til en ny it-platform og til høj tilbudsaktivitet. Det viser, at vi er på rette vej, siger adm. koncerndirektør Torben Biilmann i en pressemeddelelse.

Opsagte medarbejdere
MT Højgaard-koncernen er gået ind i 2018 med en ordrebeholdning på 7,0 mia. kroner.

Desuden har koncernen vundne, men ikke kontraherede opgaver til en værdi af 0,7 mia. kroner samt en pipeline, hvor koncernens virksomheder arbejder på en række samarbejdsaftaler og projekter i afklaringsfasen.

- Ordrebogen giver grundlag for god aktivitet i den kommende tid, men vi havde gerne set en højere ordreindgang sidste år, siger Torben Biilmann.

Her henviser han til, at koncernen i januar 2018 reducerede kapaciteten ved at opsige 100 funktionærer og nedlægge yderligere 60 funktionærstillinger i den danske del af moderselskabet MT Højgaard efter tre entrepriser ikke blev tildelt MT Højgaard i slutningen af 2017.

MT Højgaard forventer i 2018 en omsætning i omegnen af 6,8 mia. kroner og et driftsresultat på mellem 140 og 180 mio. kroner.

- Vi har projekter som er faldet ud, og det tager jo tid at erstatte dem med nye. Derfor ser vi en tilbagegang i omsætningen. Vi har jo eksempelvis måttet trække os fra Vinge-projektet, og to andre projekter er også faldet væk, så det afføder jo en omsætningsnedgang. Og i MT Højgaard reagerer vi ret resolut på det for ikke at slæbe rundt med for store omkostninger, siger Torben Biilmann til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Færre særlige omkostninger
Udover nogle omkostninger til opsigelsesvarsler påregner han ikke de store hensættelser til "Særlige omkostninger", som det har været tilfældet i nogle af de forgangne år. Eksempelvis med Robin Rigg, der kostede koncernen dyrt.

- Vi accellererede for et par år siden vort VDC-program, som skal gøre det mere effektivt at bygge, og jo hurtigere og længere vi kommer i den proces, jo bedre forretning kan vi lave på det, for potentialet er kæmpestort - og det gælder for alle parter i byggeriet, siger han.

Torben Biilmann pointerer at jo mere overblik man har over et byggeri, inden man går i gang, jo mere effektivt kan man bygge, fordi ændringer med videre er indarbejdet inden byggestart. Overraskelser koster penge.

- Vi har gennemført omkring 40 byggeprojekter med større eller mindre grad af VDC, og vi kan ganske enkelt begynde at se på kalkulationerne, at det bliver mere effektivt, siger han.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.203|