23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Tørrelofterne trækker tiden

Dansk Tagbolig har masser af tilbud ude, men det tager længere tid end ventet at få gjort helt klar til projekterne, siger direktør og hovedaktionær Bjarke Christiansen

Da Dansk Tagbolig i forsommeren sidste år fortalte om sine planer i flere medier, var ambitionerne store.



For over 300.000 kvm oppe under tagene i masser af københavnske ejendomme ventede bare på at blive omdannet til attraktive boliger. Men det har taget længere tid end forventet at komme i gang med byggeprojekterne.



- Det har vist sig at være en ret langstrakt proces, men vi har masser af tilbud ude - tæt på 70 enheder fordelt på 12-13 boligforeninger. Vi forventer stadig en omsætning på 20 mio. kroner i år baseret på 10-20 tagboliger, siger adm. direktør Bjarke Christiansen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.



Selv om for eksempel en bestyrelse i en andels- eller ejerforening er interesseret i at udnytte loftsarealer, så skal også finansiering, byggetilladelse fra rådhuset og en del jura på plads.



Endelig skal forslaget vedtages af beboerne på en generalforsamling.



De fleste tilbud er ifølge Bjarke Christiansen givet til andelsboliger, hvor de nye boliger skal udstykkes som ejerlejligheder, der sælges.



Men sammen med et advokatfirma er Dansk Tagbolig ved at udvikle en smidigere model, så andelsboligforeningen i stedet udvides med de nye tagboliger.



Peter Knudsen er ude

Virksomheden blev etableret i slutningen af 2016, og få måneder efter indtrådte Altan.dk-stifter Peter Knudsen i bestyrelsen.



Få måneder senere forlod han dog af personlige årsager Dansk Tagbolig, hvor en advokat og samarbejdspartner ejer 15 procent af aktierne, mens 85 procent ligger hos Bjarke Christiansen.



Han har en byggeteknisk baggrund med ansættelser som projektleder og byggeleder i flere virksomheder.



- Mens det bliver løbet i gang, er der kun mig, og jeg bruger ikke fuld tid på det, men har også andre aktiviteter. Det har dog aldrig været meningen, at vi skulle have en stor organisation; vi skal styre projekterne, men få arbejdet udført af en hovedentreprenør, fortæller Bjarke Christiansen.



Han understreger, at Dansk Tagbolig fortsat samarbejder med Peter Knudsen-virksomhederne Altan.dk og Alevator.dk.



Udkanten af København

Geografisk foretrækker han at operere i udkanten af København og i omegnskommuner, hvor der er mange ældre ejendomme med uudnyttede loftsetager.



- Jeg vil gerne ud til bydele som Brønshøj, Vanløse og Valby og til forstæder som Rødovre og Hvidovre. Der er rigtig mange om buddet i de dyrere kvarterer som Østerbro og Vesterbro, siger Bjarke Christiansen.



Ideen bag Dansk Tagbolig er, at mange andels- og ejerforeninger kan sikre sig en klækkelig engangsindtægt ved at indrette og sælge tagboliger - ikke mindst med de aktuelle høje boligpriser i hovedstaden. Desuden får ejendommen flere boliger til at dække de faste omkostninger.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.144