23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i København, Gilleleje, Odense, Fredericia, Selde, Højslev, Auning, Snejbjerg, Aabybro, Aalborg og Biersted

REGION HOVEDSTADEN

KØBENHAVN

Tagterrasser
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde på mandag blandt andet tage stilling til, om der skal dispenseres fra lokalplan nr. 331 "Holmen II", sådan at der kan etableres tagterrasser oven på 10 rækkehuse i Luftmarinegade på Christianshavn.

En eventuel godkendelse af tagterrasserne på de 10 rækkehuse vil danne princip for placering og udførelse af tagterrasser for hele rækkehusbebyggelsen på Luftmarinegade.

GILLELEJE

Vandrerhjem
Gribskov Kommune undersøger mulighederne for at etablere et vandrerhjem i Gilleleje, og administrationen ser i øjeblikket nærmere på stationsområdet som hjemsted for vandrerhjemmet.

Sagen er på dagsordenen, når Udvikling, By og Land holder møde i dag torsdag. Udvalget skal dels udpege et medlem til deltagelse i workshops, dels tage stilling til, om man vil anbefale byrådet at bevilge 150.000 kroner til udarbejdelse af en businesscase.

REGION SYDDANMARK

ODENSE

Tilbygning
By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune har modtaget en ansøgning om tilbygning på Rytterkasernen til brug for Odense værkstederne. Ansøger ønsker at opføre en glasvæg/glasinddækning. Der ønskes desuden etableret et ventilationsrum samt nogle døre, herunder en ny dør i facaden.

Gennemførelse af projekter kræver, at der dispenseres fra to bestemmelser i Lokalplan 2-495, og det har By- og Kulturudvalget besluttet at gøre.

FREDERICIA

Tæt-lave boliger
Fredericia Kommune har modtaget et revideret projektforslag fra ejeren af Rudolf Steiner Allé 55 med henblik på igangsætning af en lokalplan.

By- og Planudvalget har tidligere afvist at igangsætte lokalplanlægning for et ansøgt projekt med tæt/lav bebyggelse og tilkendegivet, at udvalget ønskede, at området bebygges med parcelhuse.

Det reviderede projektforslag går stadig på tæt/lav bebyggelse, men tager bedre hensyn til omgivelserne og indpasningen i disse end det oprindelige projektforslag.

By- og Planudvalget besluttede på sit seneste møde at at igangsætte lokalplan for det tilrettede projekt.

Der ønskes med det reviderede projekt mulighed for at bebygge det vestlige område med 12 tæt/lav boliger i én etage med en karakter af dobbelthuse. Den østlige del af området ønskes bebygget med otte tæt/lave boliger i to etager. 

REGION MIDTJYLLAND

SELDE

Renovering af omklædningsrum
Fursund Hallen har søgt Skive Kommune om en anlægsbevilling på 200.000 kroner til renovering af omklædningsrum, og beløbet er afsat i kommunens budget.

Den planlagte renovering omfatter etablering ny gulvvarme, vådrumssikring og isolering, nye gulvklinker og vægfliser samt udskiftning af bruseventiler og brusehoveder, og der indhentes to tilbud på udførelsen af arbejdet.

Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget anbefaler, at beløbet frigives. HØJSLEV

Ny centerbygning
Skive Kommune planlægger at opføre en ny centerbygning ved Højslev Ældrecenter, og i den forbindelse indstiller Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, at de syv mio. kroner, der er afsat i budgettet for 2018 og 2019, frigives.

Den gamle centerbygning skal ifølge planen rives ned i maj måned, hvorefter opførelsen af den nye bygning sættes i gang i juni efter afholdt licitation.

Den nye centerbygning skal indeholde en multisal, som kan anvendes til forskellige aktiviteter for områdets borgere og centrets beboere, sygeplejeklinik, et produktionskøkken som fremstiller mad til centrets beboere, spisestue til centrets beboere samt personalefaciliteter til centrets medarbejdere.

Økonomiudvalget besluttede forleden at anbefale forvaltningens indstilling.

AUNING

Boligbebyggelse
Norddjurs Kommunalbestyrelse har sagt god for, at der udarbejdes lokalplan for et nyt boligområde ved Kirkegade og Tårupvej i Auning på baggrund af en henvendelse fra ejerne af den tidligere drivhusgrund.

Den nye lokalplan vil åbne mulighed for bebyggelse af tæt-lavt og åben-lavt boligbyggeri.

SNEJBJERG

12 boliger
Byplanudvalget i Herning Kommune har godkendt et forslag til lokalplan, der skal gøre det muligt at opføre nye boliger ved Nørretanderupvej i Snejbjerg, og anbefaler byrådet at gøre det samme. Der kan inden for lokalplanområdet opføres 12 boliger enten som etagebebyggelse eller som tæt-lav bebyggelse i op til to etager. Lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af et privat byggeønske. 

REGION NORDJYLLAND

AABYBRO

Udvikling af bymidte
Jammerbugt Kommune inviterer til borgermøde den 28. februar, hvor emnet er udviklingen af Aabybro bymidte. Jammerbugt Kommune vil de næste par år planlægge for byens udvikling. Der startes med byens hjerte i og omkring Aabybrocentret, hvor de mange private ejere af butikker er gået sammen om en totalrenovering af butikker, og hvor der er visioner om at bygge op til 160 nye boliger. Det gamle Posthus og Sparekassen i Vestergade er blevet solgt, og måske skal der også her bygges i højden. 

AALBORG

Boligbebyggelse
Aalborg Byråd har vedtaget Lokalplan 9-1-103 Boliger, Hækken Vester Hassing, endeligt.

Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et ønske om at etablere tæt-lave boliger centralt i Vester Hassing, og den baner både vej for opførelse af ny bebyggelse til boliger og for indretning af boliger i en tidligere erhvervs­ejendom i området.

Delområde A kan anvendes til åben-lave boliger og/eller tæt-lave boliger, mens delområde B kan anvendes til tæt-lave boliger.

AALBORG

Byudvikling
Aalborg byråd har vedtaget Lokalplan 3-6-109 Boliger og erhverv, Digtervejen Nord, Skalborg endeligt.

Formålet med lokalplanen er at give mulighed for omdannelse af det tidligere erhvervsområde på toppen af Skalborg Bakke til bolig og erhverv. Planen er en udmøntning af byudviklingsplanen for Skalborg, der blev endeligt vedtaget i januar 2017. Det anslås, at der med planen kan etableres cirka 200 boliger, heraf cirka 160 boliger i etagebebyggelse og cirka 40 boliger som tæt-lav bebyggelse. Desuden er der mulighed for etablering af erhvervslokaler i bebyggelsen.

BIERSTED

Boligområdet
Jammerbugt Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan 28-005 for et boligområde ved Haldagervej i Biersted endeligt.

Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et ønske om at sikre et attraktivt udbud af byggegrunde i Biersted.

Lokalplanen giver mulighed for, at der indenfor lokalplanområdet kan opføres parcelhuse og rækkehuse.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.157|instance-web04