23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Rødovre, Bjæverskov, Odder og Horsens

REGION HOVEDSTADEN

RØDOVRE

Belysning af bassiner
Rødovre Kommune har i budget 2018 afsat 1.450.000 kroner under Teknik- og Miljøudvalget til etablering af belysning af vandbassinerne på Rådhuspladsen samt effektbelysning af et stort træ mv. Nu skal Rødovre Kommunalbestyrelse på sit næste møde, som er på tirsdag, se på et projektforslag for belysningen og en tidsplan for projektets gennemførelse.

Formålet med belysningen er at skabe en æstetisk fremhævelse af bassinerne i harmoni med det omgivende landskab og arkitekturen.

Anlægsarbejdet skal ifølge tidsplanen udføres i perioden fra maj til august i år.

REGION SJÆLLAND

BJÆVERSKOV

Kunstgræsbane
Det er planen, at der skal anlægges en kunstgræsbane på Bjæverskov stadion, og på mandag skal Køge Byråd tage stilling til, om de afsatte 5,115 mio. kroner til etablering af banen skal anlægsbevilges.

Opgaven kommer i udbud, og ifølge tidsplanen vil arbejdet være i udbud i juli og august, hvorefter licitationsresultatet forventes godkendt i begyndelsen af september. Anlægsarbejdet skal herefter påbegyndes ultimo september, og banen ventes dernæst indviet i december.

REGION MIDTJYLLAND

ODDER

Omlægning af bæk
Odder Kommune har afsat otte mio. kroner på anlægsbudgettet for 2018 til by- og erhvervsudvikling af området ved Rude Havvej 3, og forvaltningen søger nu byrådet om anlægsmidler og et rådighedsbeløb på 1.650.000 kroner til forundersøgelser ved Rude Havvej 3 samt til omlægning af Bøgebjerg bæk. I første omgang ser Teknik- og Klimaudvalget på sagen på sit møde på tirsdag.

Forvaltningen er i gang med at planlægge, hvordan området kan udvikles, når Letbanen etablerer et nyt perronanlæg ved Rude Havvej 3. Adgangsveje, Bil- og cykelparkering, busholdepladser, af- og pålæsning er en del af planlægningen.

Nord for Bøgebjerg Bæk er der mulighed for at udlægge service arealer til Letbanen og busserne. Bøgebjerg Bæk ligger på nuværende baneareal, og skal flyttes, hvis Letbanen skal have mulighed for at udvide deres sporanlæg ved Rude Havvej.

Forvaltningen indstiller at der udføres et vandløbsprojekt til omlægning af Bøgebjerg Bæk, og at bækken omlægges med svagt hældende brinker, så brugerne af området får mulighed for at se bækken og opleve den natur, som vil opstå omkring bækken. De lave brinker omkring bækken skal udføres så de kan oversvømmes ved store regnvandsbelastninger, og dermed bidrager til en fremtidig klimasikring af Bøgebjerg Bæk.

Omlægningen af bækken forventes at kunne gennemføres i sensommeren/efteråret.

ODDER

Byggemodning
Der er gang i erhvervslivet i Odder Kommune, og kommunen har derfor kun få byggemodnede erhvervsarealer tilbage ved Jernaldervej, skriver kommunen på sin hjemmeside.

Forleden sagde Odder Byråd god for, at der bliver sat gang i byggemodningen af den resterende del af erhvervsudstykningen ved Jernaldervej. Der er på budget 2018 afsat et rådighedsbeløb på 4.540.000 kroner til etablering af resterende adgangsveje til erhvervsudstykningen ved Jernaldervej, og der afsættes 2,97 mio. kroner til færdiggørelse i 2019 og 2020.

HORSENS

Byggemodning
Horsens Kommune har udarbejdet projekt for byggemodning af Renrosen, der er en sidevej til første etape i det nye byggemodningsområde ved Højagergårdsvej i Horsens. Der udstykkes 16 parceller til parcelhuse, og direktionen søger nu om, at der anlægsbevilges 9,450 mio. kroner til byggemodning mm., og at byggemodningsprojektet godkendes.

Økonomi- og Erhvervsudvalget behandlede sagen forleden og anbefaler direktionens indstilling.

HORSENS

Forlægning
I forbindelse med udviklingen af den tidligere Kvicklygrund i den sydlige bymidte i Horsens og realisering af lokalplanen skal der ske en forlægning af Niels Gyldings Gade, og direktionen søger nu en anlægsbevilling på 39 mio. kroner til gennemførelse af projektet. For at realisere lokalplanen er det ligeledes nødvendigt at erhverve arealer til omlægning af Niels Gyldings Gade samt nedlægge en del af den eksisterende Niels Gyldings Gade. Direktionen indstiller, at byrådet nedlægger 5.993 kvm af Niels Gyldings Gade og godkender projektet for omlægning af gaden.

Både Plan- og Miljøudvalget og Økonomi- og Erhvervsudvalget anbefaler direktionens indstilling.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.11|instance-web03