REGION MIDTJYLLAND
FAVRSKOV
Opgradering af faglokaler
Favrskov Byråd har afsat otte mio. kroner til opgradering af faglokaler på skoleområdet i Budget 2018-21.
Direktøren for Børn og Skole søger nu byrådet om at få anlægsbevilget 6,21 mio. kroner af rådighedsbeløbet på otte mio. kroner til opgradering af forskellige lokaler på Skovvangskolen, Søndervangskolen, Hadsten Skole, Rønbækskolen, Haldum-Hinnerup Skolen, Østervangskolen og Korsholm Skole.
Børne- og Skoleudvalget har set på sagen og anbefaler, at der gives en anlægsbevilling på 5,21 mio. kroner, idet projektet vedrørende Naturhistorisk værksted på Østervangskolen afventer endelig stillingtagen på et kommende møde i Børne- og Skoleudvalget.
AUNING
Boligbebyggelse
Norddjurs kommune har modtaget henvendelse fra ejeren af matriklerne 1dh og 1k på Nørgaardsvej i Auning, som ønsker at få lokalplanlagt, så der kan udstykkes otte byggegrunde og et fællesareler. Der er mulighed for at udstykke store skovparceller i området.
Norddjurs Kommunalbestyrelse tager stilling til ansøgningen på sit møde på tirsdag.
SKØRPING
Sal
Kultur- og Fritidsudvalget i Rebild Kommune har godkendt en revideret overordnet tidsplan for realisering af projekt 100 Personers Salen i Skørping. 100-personers-Salen er et fælles udviklingsprojekt for KulturStationen og Kinorevuen i byen, som begge har brug for en sal, der kan rumme mange mennesker.
Totalrådgiverydelsen er i udbud, og det forventes, at der kan indgås aftale med rådgiver til sommer, og at byggeopgaven derefter kan udbydes i fagentrepriser sidst på året.
REGION SYDDANMARK
SØNDERBORG
Ombygning af kollegieboliger til familieboliger
Det er planen, at Den Selvejende Institution Parkkollegiet på Augustenborg Landevej 77 i Sønderborg skal omdannes til almene familieboliger som en del af en samlet kollegieplan godkendt af Økonomiudvalget i Sønderborg Kommune sidste år. Det samme er planen med Den Selvejende Institution Borgmester Andersens Kollegiet på Borgmester Andersens Vej 43 i Sønderborg.
Boligforeningen Søbo har nu søgt Sønderborg Byråd om en endelig godkendelse af ombygningsprojekterne for de to kollegier og om godkendelse af skema A. For Parkkollegiet er den samlede anskaffelsessum beregnet til 17,516 mio. kroner, og for kollegiet på Borgmester Andersens Vej er anskaffelsessummen beregnet til 22,576 mio. kroner.
I Parkkollegiet nedlægges 69 kollegieværelser, som omdannes til 33 almene familieboliger i forskellige størrelser. I Borgmester Andersens Kollegiet ombygges de 92 kollegieværelser til 28 almene familieboliger.
De to ombygningsprojekter er på økonomiudvalgets dagsorden på onsdag.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Favrskov, Auning, Skørping og Sønderborg