REGION NORDJYLLAND
HURUP
Dobbeltrettet cykelsti
Teknik og Erhverv i Thisted Kommune har ansøgt Vejdirektoratet om tilskud fra "Pulje til fremme af cyklisme" til etablering af en cirka 5,5 km dobbeltrettet cykelsti mellem Hurup og Bedsted.
Cykelstien medfører arealerhvervelse af lodsejere langs Grurupvej. Det er endnu ikke besluttet, i hvilken side af Grurupvej cykelstien bør placeres.
Cykelstien er budgetteret til 11,5 mio. kroner, og anlægsarbejdet forventes at finde sted i 2019.
REGION MIDTJYLLAND
ODDER
Trafiksikring
Odder Kommune har afsat 1,2 mio. kroner på anlægsbudgettet for 2018 samt 1,2 mio. kroner i hvert af overslagsårene 2019, 2020 og 2021 til realisering af trafiksikkerhedsprojekter på gennemfartsveje i syv byer.
De enkelte projekter skal nu prioriteres for igangsætning og der skal tages stilling til, hvorledes lokalrådene skal inddrages i processen.
De syv byer er Fillerup, Hov, Hundslund, Rørth, Saksild, Torrild og Ørting, og det foreslås, at der startes op med Hundslund og Ørting i 2018.
FOLDBY-NORRING
Cykelsti
Favrskov Byråd skal nu tage stilling til en samlet anlægsbevilling på 7,32 mio. kroner til to cykelstiprojekter, som planlægges udført i 2018-19 og forventes ibrugtaget medio 2019.
Der søges om frigivelse af tillæg til anlægsbevilling til etablering af en cykelsti mellem Svenstrup og Hammel samt anlægsbevilling til etablering af en cykelstiløsning i Foldby-Norring.
Der er opnået 3,27 mio. kroner i medfinansiering fra Vejdirektoratets Pulje til fremme af cyklisme til projektet i Foldby-Norring.
Cykelstiprojektet i Foldby-Norring omdanner fortovet og den eksisterende cykelstrimmel til ensrettede fællesstier i begge vejens sider. Anlægsarbejdet forventes igangsat medio 2018 og forventes afsluttet efteråret 2019. Til cykelstiprojektet mellem Svenstrup og Hammel er der ikke opnået støtte fra Vejdirektoratets pulje.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om nye opgaver i Hurup, Odder og Foldby-Norring