REGION SJÆLLAND
VIBY SJÆLLAND
Opgradering af bymidte
Roskilde Kommunes plan- og teknikudvalg har startet arbejdet med en ny lokalplan for den centrale del af Viby.
Planen skal samle bibliotek, borgerservice, Kultur-Cosmos og Lokalhistorisk Arkiv i et biblioteks- og kulturhus på "Cosmosgrunden". Der bliver også plads til en ny dagligvarebutik og boliger, oplyser kommunen på sin hjemmeside.
Lokalplanen giver blandt andet mulighed for at der kan bygges et nyt bibliotek- og kulturhus på Søndergade hvor mejeriet i dag ligger.
En dagligvarebutik kan bygges mod Tofthøjvej, med boliger på førstesalen samt udvalgsvarebutikker og lægeklinik omkring Torvet i stueetagen.
Ejendommen på Søndergade 13 bevares, og det kan eventuelt anvendes til iværksætterhus.
Søndergade 15 kan nedrives, og en ny bolig opføres med respekt for Søndergades gadeprofil og arkitektoniske karakter.
Der er i 2016 også vedtaget et kommuneplantillæg, som muliggør, at området umiddelbart vest for stationen kan udnyttes mere intensivt bl.a. til produktion, kontor og liberale erhverv.
Endelig er der udarbejdet en lokalplan for 40 tæt-lave boliger ved Dalen, som er under opførelse, og en lokalplan for cirka 10 tæt-lave boliger ved Vestergade.
REGION NORDJYLLAND
KLITMØLLER
Nye boliger
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Thisted Kommune har godkendt en ny lokalplan, der giver en lodsejer mulighed for at udstykke to nye parceller til boliger.
Matriklen på Johns Vej 3 i Klitmøller Ligger i landzone, og udstykning og bebyggelse forudsætter, at matriklen ligger i byzone. Hvis et areal skal overføres til byzone, skal det ske ved vedtagelse af en lokalplan, hvilket er baggrunden for planforslaget.
Lokalplanen giver mulighed for udstykning samt opførelse af i alt to åben-lav boliger. Området ligger syd for Johns Vej og for et sommerhusområde, mens matriklen mod syd og vest grænser op til et lokalplanlagt boligområde.
REGION SYDDANMARK
NYBØL
Værelsesfløje
Teknik- og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune anbefaler, at lokalplan 5.2-4 Sundevedcentret på Stenderup Kirkebakke, Nybøl, vedtages endeligt.
Lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af et ønske fra Sundevedcentret, der planlægger at udvide sin bygningsmasse. Lokalplanen giver mulighed for, at der blandt andet kan etableres nye værelsesfløje og funktionshuse tilknyttet en terapihave.
Sundevedcentret er en selvejende institution, der driver kursuscenter, lejrskole og festlokaler. Den har i de senere år oplevet øget efterspørgsel på sine kursus- og lejrskoleaktiviteter, hvilket kræver flere og mere tidssvarende overnatningsfaciliteter
Nye byggeopgaver på vej
Læs om nye opgaver i Viby Sjælland, Klitmøller og Nybøl