23948sdkhjf

DAGENS LEDER: Der mangler svar på boligbehovet

Det mener Licitationen, Byggeriets Dagblad

Boligbyggeriet i hovedstadsområdet er en af drivkræfterne bag den vækst, som bygge- og anlægsbranchen oplever i øjeblikket.

For i en tid hvor de statslige anlægsinvesteringer lader vente på sig, kan branchen være glade for, at ikke mindst det private projektmarked har god vind i sejlene, som en ny rapport fra analysevirksomheden Byggefakta viser.

Men ifølge transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olsen (LA) slår Københavns Kommunes ambition om at bygge 3.750 boliger om året ikke til.

Han har fået Copenhagen Economics og Kuben Management til at analysere behovet, og den viser et behov på 73.000 boliger i hovedstadsområdet inden 2025, 44.000 flere boliger i de efterfølgende 10 år og yderligere 43.000 boliger inden 2045, hvis prisudviklingen skal være som i den resterende del af landet.

Der er da heller ikke tvivl om, at med den store tilstrømning af nye indbyggere til ikke mindst Københavns Kommune, er behovet der. Men spørgsmålet er, hvor de mange boliger skal bygges. Der bygges ganske rigtig mange boliger i de nye udviklingsområder som Nordhavn og Carlsberg Byen. Men det er ofte til priser, som folk med mellemindkomster aldrig vil kunne komme i nærheden af.

Der mangler derfor fortsat svar på, hvordan ministeren og Københavns Kommune eksempelvis vil bygge flere almene og billige boliger for at opfylde behovet - og ikke mindst hvor de skal ligge.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109