REGION NORDJYLLAND
THISTED
Opførelse af ny daginstitution
I forbindelse med vedtagelsen af budget 2018 besluttede Thisted kommunalbestyrelse at afsætte anlægsmidler til etablering af ny daginstitution i Rolighedskvarteret som erstatning for den nuværende børnehave.
Kommunen vil opføre en ny aldersintegreret daginstitution med plads til i alt 100 vuggestue- og børnehavebørn, og der er afsat tre mio. kroner i 2018 til projektering og 20 mio. kroner i 2019 til selve byggeriet inklusive udbygning af Østermølle afdelingen på Rolighedsskolen.
SKAGEN
Udbygning af dagligvarebutik
Lokalplan SKA.C.06.02.01, Lokalcenter ved Kattegatvej i Skagen og et tilhørende kommuneplantillæg indstilles nu efter endt høring til endelig vedtagelse i Frederikshavn Byråd den 14. februar.
Lokalplanen gør det muligt at nedrive eksisterende bygning, der tidligere har huset blandt andet et autoværksted og giver mulighed for blandt andet at udvide Rema 1000 fra 1.000 kvm til 1.200 kvm.
REGION MIDTJYLLAND
AARHUS
Udbygning
Aarhus Byråd har sagt god for, at der opføres en ny seksgruppers dagtilbudsafdeling på Katrinebjergskolens matrikel.
Anlægsudgiften til udvidelse af dagtilbudskapaciteten forventes at udgøre 20,2 mio. kroner.
TIM
Opførelse af børnehave
Ringkøbing-Skjern Kommune har modtaget en ansøgning fra RKSK Ejendomme om etablering af en ny børnehave i Tim på et areal nord for Tim Hallen.
Den eksisterende børnehave ligger i et område syd for Hovedgaden og ønskes flyttet til et areal nord for Tim Hallen, så byens offentlige institutioner samles, og der bliver mulighed for at børnehaven i dagtimerne kan benytte hallens faciliteter. Børnehaven ønskes opført i én etage med et areal på cirka 900 kvm og tilhørende friarealer til leg.
Økonomiudvalget gav forleden grønt lys for at sætte planlægningen for en ny børnehave i gang.
REGION SYDDANMARK
BRØRUP
Opførelse af lagerhal
Vejen Byråd har vedtaget lokalplan 291 og kommuneplantillæg 28 - Erhvervsformål, udvidelse af Aquagain ved Brørup endeligt.
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af en konkret henvendelse fra virksomheden Aquagain, der ønsker at opføre en lagerhal samt at omlægge den eksisterende vendeplads.
Der kan etableres en lagerhal på 1.500 kvm, der er 8,5 meter høj.
ODENSE
Tæt-lave boliger
By- og Kulturudvalget i Odense har sagt god for, at forslag til lokalplan nr. 3-733 for et område øst for Seden Syd og vest for Østre Ringvej fremlægges i offentlig høring.
Lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af et ønske fra en privat udvikler og grundejer, som ønsker at opføre tæt-lave boliger på arealet. Lokalplanen giver desuden mulighed for opførelse af åben-lav boliger. Lokalplanen giver mulighed for at udbygge området med op til 269 boliger fordelt på mindre boliggrupper i op til to etager. Lokalplanen omfatter det tidligere Dæhnfeldts gartneri.
ODENSE
Udbygning af butikscenter
By- og Kulturudvalget i Odense Kommune har besluttet at fremlægge lokalplan nr. 8-808, der gør en udbygning af Tarup Center mulig, i offentlig høring.
Lokalplanforslaget og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg er udarbejdet på baggrund af et ønske fra ejeren om at kunne supplere Tarup Centers eksisterende butiksudbud med nye større butikskoncepter og centerfunktioner i form af service, fitnesscenter, biograf og lignende.
Tarup Center er et bydelscenter for Odenses nordvestlige bydele med blandt andet Tarup, Paarup og Korup. Det tidligere Paarup rådhus er opkøbt af ejeren af Tarup Center og er nu nedrevet for at inddrage arealet til udvidelse af Tarup Center.
REGION SJÆLLAND
SORØ
Boligbyggeri
Teknik og Miljøudvalget i Sorø Kommune anbefaler, at forslag til Lokalplan SK 55 Postgårdskarréen mv. i Sorø og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg godkendes og fremlægges i offentlig høring i otte uger.
Sorø Kommune har solgt ejendommen Storgade 31E til en privat investor og forslaget til nyt plangrundlag er udarbejdet sammen med investors rådgiver. Gældende Lokalplan er utidssvarende, fordi ejendommen Storgade 31E er blevet solgt med henblik på opførelse af en bygning, der kun er indrettet med boliger. Gældende lokalplan fastlægger, at der skal indrettes en dagligvarebutik i stueplan.
Køber af ejendommen ønsker at opføre et boligbyggeri i tre en halv etage på grunden, som udefra ligner fem individuelle byhuse.
SNERTINGE
Sammenlægning af daginstitutioner
Kalundborg Kommune vil sammenlægge daginstitutionerne Vesterbjerggård og Hækkemosen i Snertinge, og der er i budget 2018-2021 afsat et rådighedsbeløb på 3,02 mio. kroner i 2018 til sammenlægningen. Dette beløb søges nu anlægsbevilget, hvilket anbefales af Børn- og Familieudvalget.
BÅRSE
Udvidelse af lagerhaller
Udvalget for Plan og Teknik i Vordingborg Kommune anbefaler, at forslag til Lokalplan E 02.02.01 udvidelse af DLG i Bårse og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg godkendes og fremlægges i offentlig høring.
Formålet med planerne er at muliggøre en udvidelse af DLG på et tre et halvt hektar stort område mellem virksomhedens eksisterende østlige afgrænsning og landevejen Hovedvejen. Baggrunden for udvidelsesplanerne er dels samling af DLG’s administration og dels placering af virksomhedens weblager i Bårse. På kort sigt har virksomheden derfor behov for udvidelse af en af de eksisterende lagerhaller. På længere sigt har virksomheden behov for yderligere lagerhaller samt etablering af ny vejadgang fra Hovedvejen nord for Bårse Runddel.
REGION HOVEDSTADEN
FREDERIKSBERG
Klubbygning
Der skal opføres en en ny bygning ved Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg, og bygningen skal bruges som klub for skolens børn.
For at byggeriet kan realiseres, er der udarbejdet et forslag til Lokalplan 216, som By- og Miljøudvalget så på forleden. Udvalget anbefaler, at forslaget godkendes og fremlægges i offentlig høring i otte uger. Klubbygningen er udviklet ved hjælp af DGNB-værktøjer, da det har været vigtigt at sikre, at den nye klubbygning har et højt bæredygtigt niveau. Nogle af de tiltag, der er med til at gøre projektet bæredygtigt og sikre en DGNB-certificering, er anvendelse af genbrugstegl samt grønt tag og grøn facade.
HELSINGØR
20 boliger
Helsingør Kommune har fremlagt forslag til lokalplan 1.109 for Boliger ved Rørtangvej i Snekkersten i offentlig høring frem til 5. april.
Lokalplanen giver mulighed for opførelse af 20 boliger i én etage med udnyttet tagetage.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Thisted, Skagen, Tim, Brørup, Odense, Sorø, Snertinge, Bårse, Helsingør og på Frederiksberg