REGION SYDDANMARK 
 
TØNDER 
 
Cykelstier 
Teknik- og Miljøudvalget i Tønder Kommune prioriterede forleden, hvilke cykelstiprojekter, der skal realiseres for de i alt fem mio. kroner, kommunen har afsat til formålet i år. 
 
Udvalget besluttede sig for at tilgodese Tøndervej i Højer, Ullerupvej i Skærbæk og Aabenraavej i Skærbæk med henholdsvis en, 3,5 og en mio. kroner og anbefaler dette overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen. 
 
På Aabenraavej i Skærbæk by anlægges ifølge planerne en fællessti mellem jernbanen og Tøndervej, og på Tøndervej i Højer mellem rundkørslen og stikrydsningen ændres eksisterende cykelbaner til kantstenscykelsti. På Ullerupvej mellem Skærbæk Familiecamping og Rømøvej er det meningen, at der skal anlægges en dobbeltrettet cykelsti, 
 
VEJEN 
 
Cykelstier 
Vejen Kommune får tilskud fra Cykelpuljen 2017 til cykelstier mellem Askov-Malt Skole og Vejen Syd, og Vejen Byråd sagde forleden god for, at kommunen selv bidrager med 3,460 mio. kroner til cykelstierne. Beløbet søges indarbejdet ved budgetlægningen for år 2019. De første 200.000 kroner, som skal bruges til projekteringen, blev frigivet på byrådsmødet forleden. 
 
Teknik & Miljø er ved at få udarbejdet en analyse og vurdering af mulighederne for at etablere enkeltrettede cykelstier gennem Askov. Pladsforholdene i byen er trange i forhold til at placere stierne. Viser det sig ikke muligt eller hensigtsmæssigt at etablere smalle stier langs Vejenvej-Maltvej, anbefaler Teknik & Miljø, at Vejen Kommune anmoder Vejdirektoratet om tilladelse til i stedet at etablere en dobbeltrettet cykelsti syd om Askov. 
 
Resultatet af analyserne vil blive forelagt Udvalget for teknik og miljø på et af førstkommende møder. Projektet planlægges herefter projekteret i 2018 med henblik på udførelse i 2019. 
 
VEJEN 
 
Vandforsyning 
Vejen Vand A/S har etableret en ny indvindingsboring nær Gammelby. Boringen skal anvendes til drikkevandsformål og kobles til Vejen Vestre Vandværk på Præstegårdsvej i Vejen. 
 
Vejen Kommune har i den forbindelse valgt at udarbejde et forslag til tillæg til den gældende vandforsyningsplan, da der er tale om en væsentlig nyetablering af et ledningsanlæg. Tillægget danner også grundlag for, at Vejen Forsyning A/S kan erhverve sig de nødvendige rettigheder til etablering af ledningen. 
 
Vejen Byråd besluttede forleden at sende forslaget i fire ugers offentlig høring. 
 
REGION SJÆLLAND 
 
FÅREVEJLE 
 
Cykelsti 
Miljø- og Klimaudvalget i Odsherred Kommune har besluttet at afsætte 2,5 mio. kroner som egenfinansiering til projektet Cykelsti langs Tuborgvej i Odsherred, som har opnået støtte fra Vejdirektoratets Pulje til fremme af Cyklisme. Tilskuddet til projektet udgør 1,66 mio. kroner svarende til 40 procent af projektets forventede budget. 
 
Udvalget ønsker at få undersøgt, hvilken vedligeholdelsestilstand Tuborgvej er i og eventuelt renovere den samtidig med etablering af cykelstien. 
 
REGION HOVEDSTADEN 
 
FREDERIKSBERG 
 
Skybrudsprojekt 
Frederiksberg Kommune planlægger at skybrudssikre på Bülowsvej på strækningen fra Rolighedsvej og frem til Thorvaldsensvej. Projekt omfatter blandt andet begrønning af den vestlige side af vejen, ligesom det er planen at etablere cykelsti i begge sider af vejen. 
 
By- og Miljøudvalget havde sagen på dagsordenen forleden og anbefaler, at det udarbejdede projektforslag godkendes. 
 
Skybrudsprojektet er et forsinkelsesprojekt, hvor målet med anlægget er at tilbageholde og forsinke så meget regnvand som muligt, før det når til kloakken. Konkret gøres det ved, at regnvand føres til et langsgående bed og et regnvandsmagasin i den østlige side af vejen. Bedet er placeret mellem cykelstien og fortovet, og der vil være mulighed for placering af byrumsinventar som bænke og cykelstativer i bedet. Projektet er dimensioneret til at kunne indeholde 228 kbm regnvand. 
 
I forbindelse med den videre projektering vil det blive vurderet om det er muligt at fremskynde den planlagte renovering af belysning på vejstrækningen. 
 
Midlerne til anlæg af skybrudsprojektet på Bülowsvej er tidligere blevet bevilget i forbindelse med godkendelsen af Skybrudspakken for 2017. Det samlede projekt vurderes at koste 5,2 mio. kroner. 
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Tønder, Vejen, Fårevejle samt på Frederiksberg