Den øgede aktivitet i byggebranchen smitter af på de danske vinduesproducenter, når det gælder salg af vinduer og yderdøre.
Nye tal fra VinduesIndustrien viser, at brancheforeningens 51 medlemsvirksomheder samlet kan glæde sig over en omsætningsfremgang på 8 procent i 2017 sammenlignet med 2016.
For hjemmemarkedet er væksten på 8,9 procent, mens det gælder 5,2 procent på eksportmarkederne.
I alt har den danske vinduesbranche omsat for næsten 6,1 mia. kroner sidste år.
- Det er selvfølgelig en rar fornemmelse, fordi vi nu er tilbage på sporet og oppe på samme niveau, som da branchen toppede i 2007/2008, siger Johny H. Jensen, direktør i VinduesIndustrien, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han fremhæver, at branchen har sendt mange nye produkter på markedet de senere år og påpeger, at tallene dengang fordelte sig på lidt andre produktgrupper.
- Men samtidigt er vi også betænkelige ved, at virksomhederne oplever udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft, supplerer han og fremhæver, at det kan bremse væksten.
Forventningen er imidlertid fortsat fremgang i 2018.
- Vi forventer stadig stigning på boligsiden og i erhvervssegmentet, når det gælder nybyggeri, siger han.
Han understreger i den forbindelse, at vinduesbranchen følger den generelle udvikling og fortsætter:
- Men hvordan det kommer til at se ud på renoveringssiden er mere usikkert. Vi mener, regeringen bør udvikle incitamenter, som gør det mere interessant for boligejerne at sætte gang i energirenoveringer. Skiftende regeringer har ikke rigtig formået at sætte gang i det marked.
Potentiale for mere
- Vi mener, der er et stort potentiale her, og kigger vi på vores omkringliggende lande som Tyskland og Sverige, så har de iværksat programmer, som gør det mere interessant at udskifte.
- Vi håber, at energibesparelser i boliger får en større rolle i forhandlingerne om energiforliget, supplerer han.
Oplevelsen blandt medlemmerne er, at de almindelige udskiftninger ikke prioriteres så højt som de store projekter, fortæller han.
Også formand for VinduesIndustrien, Claus Arberg, glæder sig også over de positive takter for 2018, men advarer samtidig mod, at den øgede aktivitet på især store anlægsbyggerier betyder begyndende mangel på faglært arbejdskraft til boligbyggeriet - hvilket netop kan betyde en opbremsning på efterspørgslen på yderdøre og vinduer.
- Min fornemmelse er, at vi måske kan få endnu mere ud af opsvinget, hvis der kunne skaffes arbejdskraft til de mere almindelige byggeprojekter, som i øjeblikket ikke kan sættes i gang på grund af travlhed i erhvervs- og anlægsbyggeriet, siger han i en pressemeddelelse med henvisning til de store anlægsprojekter.
Vinduesproducenter oplever vækst
En analyse fra VinduesIndustrien viser samlet omsætningsfremgang hos medlemmerne på otte procent i 2017 sammenlignet med 2016