Vordingborg realiserer 30 år gammel idé
Bro- og vejprojekterne, som bliver en del af den kommende Ringsted-Femern jernbane, skrider frem.
I slutningen af januar indviede Banedanmark og Vordingborg Kommune et nyt vejanlæg og og en ny bro centralt i Vordingborg.
Broen over jernbanen på Ny Næstvedvej, som i øvrigt i fremtiden hedder Valdemarsvej, er revet ned og bygget op nord for den gamle bro for at gøre plads til kørestrømsanlæg, når strækningen inden for de kommende år bliver elektrificeret.
En idé, som er 30 år gammel, men først har været mulig at realisere nu.
- Det ændrede vejforløb medfører en positiv påvirkning af de trafikale forhold, da det nye vejanlæg med de valgte løsninger af kryds, svingbaner og signaler i højere grad kan håndtere den eksisterende og fremtidige trafik. Derudover er anlægget tilpasset at kunne rumme en fremtidig trafikstigning, hvor trafikken kan afvikles mere hensigtsmæssigt og sikkert, siger Vordingborgs borgmester Michael Smed (S) i en pressemeddelelse.
Samlet opgradering
Den nye bro og den nye vejføring i byen lige ved Vordingborg Station er et led i den samlede opgradering af Ringsted-Femern Banen, der strækker sig fra Ringsted til Holeby på Sydlolland.
- Vi er rigtig glade for, at det i samarbejde med Vordingborg Kommune er lykkedes at nå frem til den mest optimale løsning for byen i forbindelse med byggeriet af en ny bro og nyt vejanlæg helt centralt i Vordingborg. Samtidig har vi hele tiden haft med i vores planlægning at kunne afvikle tog- og biltrafikken med mindst mulig gene for gennemrejsende i tog og de lokale borgere, udtaler projektdirektør for Ringsted-Femern Banen Klaus S. Jørgensen i pressemeddelelsen.
I 2021 vil rejsetiden fra Vordingborg til København blive reduceret med op til 15-20 min. Fra Nykøbing F. til København vil rejsetiden fremover være komme ned på ca. en time, hvor det i dag tager cirka halvanden time.
Jernbanen
|