Byrådet i Roskilde Kommune har netop solgt seks byggegrunde i den nye kreative bydel Musicon.
Det gælder til henholdsvis KSE Ejendomme, Svanen Gruppen og ECO-Village, som har planer om at opføre forskellige boligtyper.
Med salget her bliver der sat et midlertidigt stop for udbud af nye store byggegrunde.
Det oplyser Lars Bloch, sekretariatsleder for Musicon-sekretariatet, som står for det daglige udviklingsarbejde af bydelen, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Det hænger sammen med, at bydelen også skal fungere under byggefasen, og der er simpelthen ikke plads til at kunne etablere flere større byggepladser, siger han med henvisning til alle de projekter, som er i gang og planlagt.
Dem skal der arbejdes med, før nye byggegrunde kommer i udbud, fortæller han.
400 boliger på vej
Samlet bliver der med de nye planlagte boliger fra KSE Ejendomme, Svanen Gruppen og ECO-Village opført omkring 400 nye boliger i bydelen de kommende år.
Dertil kommer blandt andet etableringen af Roskilde Festival Højskole, så håndværkere og maskiner bliver ikke et særsyn i bydelen den kommende tid, lyder det.
Musicon holder pause med at udbyde nye store byggegrunde
Med alle de projekter, som er i gang og planlagt, er der nemlig ikke plads til flere store byggepladser, lyder forklaringen