23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Malmos bytter elever i Norge

For at gøre sig mere attraktiv over for lærlinge udveksler Malmos A/S årligt to elever med den norske anlægsgartner Svein Boasson AS. Næste gang Malmos sender elever af sted er her til foråret

Der er rift om den kvalificerede arbejdskraft - også i anlægsgartnerbranchen.

For at gøre sig mere attraktiv og vise eleverne på skolerne, at Malmos "gør noget særligt", giver virksomheden hvert år to af sine lærlinge mulighed for en måneds udveksling i Bergen hos anlægsgartnervirksomheden Svein Boasson AS.

På samme måde modtager Malmos to elever fra sin norske modpart - dog ikke samtidigt, oplyser Per Malmos, kommerciel direktør hos Malmos A/S, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- Så er der nemlig mulighed for, at eleverne kan lære hinanden at kende og få glæde af hinanden socialt, når de hver især af sted, forklarer han.

Opbygget venskab
Han oplyser, at de i starten kun sendte en elev af sted, men at erfaringerne viste, at det i forhold til fritiden ikke var så hyggeligt og derfor krævede mere af virksomhederne som vært. Derfor er man siden gået op til to elever.

At aftalen er kommet i stand med lige præcis Svein Boasson AS skyldes, at de ældre generationer i de to virksomheder, Poul Malmos og Svein Boasson, som formænd for henholdsvis Danmarks og Norges anlægsgartnerforening lærte hinanden at kende.

Per Malmos har selv været i Norge for at besøge den yngre generation i form af Sigurd Boasson, som også har været på besøg hos Malmos i Danmark.

Flere fordele
Møderne har ført til et fælles syn på, at det også kunne være en fordel at lade virksomhedernes lærlinge opleve faget med nordiske øjne, fortæller Per Malmos.

Han påpeger, at erfaringsudvekslingerne med Boasson har kunnet lade sig gøre, fordi virksomhederne ikke er konkurrenter.

- Det gør, at man kan være mere åben, siger han.

I efteråret 2017 har Malmos så for fjerde gang sendt elever af sted til Bergen. Om fordelene ved udvekslingen siger Per Malmos:

- Det giver dem et andet syn på tingene. De får lært, at tingene kan gøres på en anden måde eller med noget andet grej, fordi vi jo alle gør tingene forskelligt, uden, at de er nødt til at forlade os. På den måde kan vi inspirere vores eget mandskab. Derudover giver vi dem en oplevelse.

- Vi tror, det er en attraktion, fortsætter han.

Han påpeger, at selvom det langt hen ad vejen er de samme fliser og de samme slags træer, der arbejdes med, så er det anderledes at arbejde i Bergen. De har meget grundfjeld og oplever anderledes vejr.

I Bergen regner det op mod 2.500 mm om året mod de normale godt 700 herhjemme, og mens man i Danmark bliver stoppet af vejret, stopper det ikke på samme måde arbejdet i Norge.

- Så der er nogle ting, man skal forholde sig til, understreger Per Malmos.

Han fremhæver desuden, at sproget ikke er en barriere, og at Malmos oplever, at de danske sjak gør sig "ekstra umage", når de norske elever kommer på besøg, og at besøgene derfor er "en god forstyrrelse i dagligdagen".

- Jeg har ikke ret meget negativt at sige om det. Det koster selvfølgelig nogle penge i forhold til fly og overnatning at sende eleverne af sted, men vi tror på, vi får det igen. Også selvom vi ikke som sådan kan regne ud, hvad det betyder at få elever hjem med de her oplevelser, siger han.

Rift om pladserne
Næste hold bliver sendt til Bergen til foråret, og mens udvekslingen ikke var helt så eftertragtet i starten, skal eleverne i dag gøre sig umage for at komme af sted. Der er nemlig rift om pladserne, fortæller Per Malmos.

Han fremhæver desuden, at opholdene er clearet med de forskellige skoler, og at elverne, som sendes af sted, under opholdet ikke får ændret i deres ansættelsesforhold.

Selv skal han til den norske anlægsgartnerforenings årsmøde til marts for at fortælle om ordningen sammen med Boasson, oplyser han.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.094|instance-web02