23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Arkitektfirmaets hukommelse går på pension

Når den tidligere adm. direktør i Dall & Lindhardtsen stopper, så stopper også en medarbejder med stærke holdninger til, hvor arkitekturen er på vej hen

Når Kjeld K. Knudsen går på pension tager han noget vigtigt med sig. Hele virksomhedens hukommelse.

For efter 37 år som arkitekt, partner og adm. direktør i arkitektfirmaet Dall & Lindhardtsen, så kan han huske ting, som den yngre generation, der nu overtager, ikke kan.

Kjeld K. Knudsen er uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole og blev i 1980 ansat hos Dall & Lindhardtsen i Helsingør. Tre år senere blev han medlem af bestyrelsen og ledelsen i firmaet, i 1990 blev han medejer og i 2002 fik han titlen som adm. direktør.

Overlevering
Dermed er han den, der har været i virksomheden længst, fortæller arkitekt, partner og kommunikationsansvarlig Peter Johansson Jørgensen.

- Vi gør en dyd ud at få overleveret alle fortællingerne. Især dem om virksomhedens historie, og hvad den har stået for. Her kan Kjeld en historik, som vi andre ikke kan, siger han.

Kjeld K. Knudsen har gennem sine år i virksomheden deltaget i en lang række af tegnestuens projekter. Heriblandt Holstebro Rådhus og Bibliotek, Aalborg Universitet, Tryg Balticas Hovedsæde i Ballerup, Centralsygehusene i Slagelse, Esbjerg og Holbæk, Nærum Gymnasium, Abejunglen og Tropehuset, Flodhestehuset, Fritflyvningsvolieren og Den Arktiske Ring i Zoologisk have i København.

Holdninger på den gode måde
- Han har en stor byggeteknisk viden og en kæmpe arkitektonisk viden. Det er begge dele vigtigt i den her branche. Og så er han grundig og dygtig, siger Peter Johansson Jørgensen, der også beskriver Kjeld K. Knudsen som "en mand med holdninger".

- Det er på den gode måde. Han har stærke holdninger til, hvad arkitektur er i dag og hvor den skal bevæge sig hen. Derudover er han meget behagelig og god til at give ansvaret til nogle af de yngre arkitekter, siger han.

Hos Peter Johansson Jørgensen er der ingen tvivl om, at Kjeld K. Knudsen efterlader et hul.

- Han bor heldigvis ikke så langt væk, så skulle der blive noget, så må vi gerne ringe til ham og så kommer han helt sikkert forbi, siger han.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.204|instance-web04