En stor del af de prækvalificerede virksomheder og konsortier på den kommende Hovedstadens Letbane til 6,2 mia. kroner valgte at trække sig fra konkurrencen inden den endelige tilbudsrunde.
Og på tre af de otte kontrakter, der typisk havde fire prækvalificerede, var frafaldet så stort, at der kun var en enkelt tilbudsgiver tilbage, da der skulle afleveres endelig pris.
Det oplyser Hovedstadens Letbane I/S til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Selvom konkurrencen har været udfordret af frafald, er bygherren tilfreds med udbuddet og den samlede pris.
- Vi står i en situation, hvor virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen har meget travlt i øjeblikket, og vi vurderer, at vi er endt ud med et fornuftigt prisniveau, siger projektdirektør Patrik Magnusson fra Hovedstadens Letbane.
Budget holder trods dyrt anlæg
Økonomien i projektet har tidligere været gransket af revisionsfirmaet Ernst & Young (EY), der i en undersøgelse fra 2016 konkluderede, at projektet var underfinansieret og ikke havde tilstrækkelig med reserver.
Efter opfordring fra transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) er der siden blev foretaget endnu en granskning, efter de endelige tilbud blev modtaget.
Og ifølge letbaneselskabet viser den nye analyse fra EY, at budgettet holder.
Den samlede pris for kontrakterne landede ganske vist på 425 mio. kroner over budgettet, og herudover er anlægsperioden blevet forlænget, hvilket koster projektet 300 mio. kroner yderligere i fordyrelse. De to forhold bliver dog opvejet af lavere renteomkostninger på 700 mio. kroner, hvilket gør, at det samlede projektbudget på 6,2 mia. kroner holder, oplyser Hovedstadens Letbane.
Budgettet på over seks mia. kroner er inklusiv en reserve på 30 procent, hvorfra den overskydende fordyrelse på 25 mio. kroner fratrækkes.
Valgte andre projekter
Anlægsentreprenøren Arkil A/S var prækvalificeret til fire letbanekontrakter i joint venture med Züblin, men konsortiet var blandt de aktører, som trak sig fra konkurrencen på letbanen. Det var for at prioritere andre projekter.
- Vi har gode erfaringer med letbaneprojekter fra både Aarhus og Odense, men vi trak os i København ud fra en overordnet prioritering i forhold til de øvrige muligheder, vi kunne se i markedet, på det tidspunkt. Det er valg, som vi efterfølgende har været meget tilfredse med, skriver kommunikationschef Lars Blunck i en mail til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Vinderne af kontrakterne blev offentliggjort i sidste uge, og det forventes, at de bliver underskrevet i indeværende kvartal, når ejerkredsen har godkendt indstillingerne fra letbaneselskabet.
Ejerkredsen består af staten, Region Hovedstaden og de 11 kommuner, der bliver naboer til letbanen.
Flere trak sig fra letbaneudbud
På tre af otte kontrakter på Hovedstadens Letbane var der kun en enkelt tilbudsgiver. På trods af dette endte prisen på et fornuftigt niveau, mener letbaneselskab