23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Midtjysk kommune vil jagte placeringer

Ikast-Brande Kommune vil med ny borgmester i spidsen jagte en bedre placering i erhvervsvenlighedsmålinger

Ikast-Brande Kommune i Midtjylland vil gerne blande sig i kampen om gode placeringer i de forskellige målinger om erhvervsvenlighed, der laves hvert år.

Og det er med den gamle borgmester i spidsen, Carsten Kissmeyer gået ganske fornuftigt, idet kommunen i flere år har ligget som nummer ét på den liste, som Dansk Industri har lavet. Det gælder også den seneste måling.

Men på den anden måling, som Dansk Byggeri står bag, er det gået tilbage i den seneste måling, nemlig fra en 29. plads til nummer 49.

I mellemtiden er kommunalvalget blevet afgjort, og det er nu en ny borgmester - også venstremand, Ib Boye Lauritsen, der skal varetage kommunens interesser. Og han har en plan om at forbedre placeringen på Dansk Byggeris liste.

- Man kan spørge, hvorfor nu lige det - for vi ligger faktisk ikke så dårligt, når det gælder erhvervsvenlighed, men der er flere årsager, den vigtigste er nok, at vi faktisk gerne vil udbrede kendskabet til, at vi er en erhvervsvenlig og attraktiv kommune. Det betyder en del, når virksomheder og andre institutioner skal etablere sig, at vi har styr på tingene, siger Ib Boye Lauritsen til Licitationen Byggeriets Dagblad.

Danmarks højeste
Ikast-Brande Kommune har en række tunge virksomheder, og en af dem, Bestseller, er netop i færd med at søge tilladelse til at opføre Danmarks hidtil højeste bygning på helt op til 320 meter, og det kræver at kommunen er i stand til at levere varen, når det gælder sagsbehandling. Et område, der med det nye budget er blevet prioriteret højere med en ekstra halv million kroner om året i de følgende år.

- Vi tror dog at det nogle gange er marginaler, der adskiller en enkelt placering. Men vi har nogle områder, hvor vi har identificeret, at vi relativt nemt vil kunne gøre det bedre, forklarer borgmesteren:

- Det drejer sig om vores sagsbehandlingstid. Hidtil har vi ikke ved ansøgningstidspunkt angivet et tidspunkt for færdiggørelse, altså angivet den tid, vi skal bruge for at behandle sagen. Det laver vi om på, velvidende, at vi så også forpligter os til at være klar på det angivne tidspunkt, forklarer han.

Han angiver også tilgængelighed på genbrugspladserne som en mulig årsag:

- Der er mange håndværksvirksomheder, som skal kunne komme af med deres byggeaffald og andet på genbrugspladsen. Vi har i sinde at kigge på vore åbningstider her, siger han.

Kommunen har allerede nu forhøjet grænsen for krav om arbejdsgaranti for virksomheder, der skal arbejde for kommunen fra 250.000 kroner til en million.

- Det betyder at det skal være et relativt stort stykke arbejde for at arbejdsgarantien skal træde i kraft, siger han.

Han vil også kigge på udbudspolitikken:

- Selv om vi faktisk er en borgerlig kommune, har vi traditionelt haft vores egen materielgård, og det har vi fortsat, og det er lidt et paradoks i forhold til for eksempel Holstebro Kommune, der er en socialdemokratisk kommune, men som har udliciteret hele driftsområdet. Han erkender at der formentligt ikke er den store politiske vilje til at ændre det meget, men at han vil kigge på mulighederne.

- Vi skal også have et fokus på dialogmøder med erhvervslivet. Måske er vi ikke aktive nok, men det skal vi lige få kortlagt, for vi har faktisk en tæt dialog med virksomhederne. Men måske er der noget registrering, der ikke er helt på plads.

Sidste punkt på borgmesterens liste over forbedringsmuligheder er anlægsprogrammet.

Kommunen bruger i øjeblikket 3.500 kroner pr. indbygger i anlægsudgifter årligt, hvor mange andre kommuner bruger op mod 5.000 kroner.

- Det er bare ikke noget man lige gør noget ved, og det er også et valg om man vil eller ej, men det kan godt være en årsag til, at vi ligger lidt lavere, omend tallet ikke har ændret sig meget i de senere år, siger Ib Boye Lauritsen til Licitationen Byggeriets Dagblad.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.203|instance-web04