23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Hedehusene, Stege, Sorø, Nykøbing F., Eskilstrup, Hvide Sande, Tarm, Viborg og Nørager

REGION HOVEDSTADEN

HEDEHUSENE

Indretning af café
Plan- og Miljøudvalget i Høje-Taastrup Kommune skal på sit møde i dag blandt andet tage stilling til, om der skal gives en dispensation fra gældende lokalplan, så der kan indrettes café i en af af stationsbygningerne til Hedehusene Station, hvor der tidligere var billetsalg og kiosk.

Stationsbygningerne i Hedehusene står delvist tomme, da stationen som mange andre stationer er ubemandet.

Stationsforpladsen er netop blevet omlagt med nye belægninger og ny indretning, og pladsen inviterer til nye anvendelser og intensivering af stationsområdet, hedder det i sagsfremstillingen til udvalgsmødet.

REGION SJÆLLAND

STEGE

Aquapark
Vordingborg Kommunalbestyrelse har frigivet en halv mio. kroner til udvikling af havnefronten i Stege.

Kommunalbestyrelsen vedtog sidste år en helhedsplan for Stege by på baggrund af en analyse af potentialer og muligheder i Stege. Flere af de potentialer og idéer, der er beskrevet i helhedsplanen er nu i støbeskeen. Således for eksempel en plan om en badeanstalt med tilhørende boardwalk og en plan om en en aquapark - Aquapark Møn - på Stege Sukkerfabrik.

STEGE

Opførelse af to punkthuse
Vordingborg Kommune har fremlagt forslag til Lokalplan nr. B15.18.01 Boligområde ved Langelinie 48 i Stege i offentlig høring frem til 2. marts.

Planforslaget er udarbejdet på baggrund af en henvendelse fra en ejendomsudvikler, der ønsker at købe og bygge boliger på Langelinie 48 i Stege. Det er ejendomsudviklerens idé, at der skal bygges 18 lejligheder fordelt på to punkthuse i tre etager samt etableres fælles udearealer og parkeringspladser.

SORØ

57 boliger
Rustkammergården i Sorø er solgt til Pedersbolig.dk ApS, der ønsker at bevare og indrette den eksisterende gård til boliger og lettere erhverv samt opføre 57 boliger nordvest for gårdanlægget.

Bygherre har sammen med sine rådgivere anmodet Sorø Kommune om at igangsætte en samlet planlægning for opførelse af 57 enfamilie­huse på gårdens nærarealer, og Økonomiudvalget skal tage stilling til anmodningen på sit møde i dag.

De planlagte boliger bliver cirka 140 kvm store og opføres i ét plan. Boligernes tage udføres i en buet form med græs, og ydervægge er præfabrikeret fiberbeton.

NYKØBING F.

Opførelse af hal til brydning
Brydeklubben Thor i Nykøbing F. har brug for nye træningsfaciliteter, og Guldborgsund Byråd skal på sit møde i morgen tage stilling til, om der skal anlægsbevilges 10 mio. kroner til nye lokaler til klubben. Klubben finansierer selv de to mio. kroner. De nuværende bygninger er gennemgået, og det vil ikke være muligt at renovere disse. 

ESKILSTRUP

Boligbyggeri
Guldborgsund Byråd skal på sit møde i morgen beslutte, om lokalplan NRA 34, Udvidelse Eskilstrup Idrætscenter skal ophæves, og om ejendommen efterfølgende skal godkendes til boligformål.

Tilbage i 2015 rettede den selvejende institution, Foreningshuset Stødstrupvej 16, Eskilstrup, henvendelse til Guldborgsund Kommune for at få ophævet lokalplanen. Institutionen kunne ikke længere finde anvendelse for ejendommen og ønskede at sælge den med mulighed for, at den kunne anvendes som bolig. Ønsket blev ikke imødekommet.

Foreningen har efterfølgende forsøgt at finde andre muligheder for at benytte eller afhænde ejendommen inden for lokalplanens bestemmelser men uden held.

Nu er der imidlertid modtaget en konkret forespørgsel fra en interesseret køber, som ønsker at anvende ejendommen til boligformål. 

REGION MIDTJYLLAND

HVIDE SANDE

Ferieboliger
Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune anbefaler, at Lokalplan 398 for et område til centerformål ved Langsand, Hvide Sande vedtages endeligt.

Det er selskabet bag Hvide Sande Havn, der har foranlediget lokalplanen, som baner vej for et ferieboligprojekt i Hvide Sande; Langsand langs vand.

Realisering af ferieboligprojektet vurderes at medføre en udvikling og opgradering af et nedslidt og bymidtenært område. Projektet vil bidrage til en mere intensiv, herunder rekreativ, udnyttelse af området og give liv til de omkringliggende havnemiljøer. Der vil desuden ske en forbedring af adgangsmulighederne for offentligheden til strandengsarealerne langs Ringkøbing Fjord, hedder det sagsfremstillingen i mødereferatet.

TARM

Boligbebyggelse
Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune har godkendt, at der udarbejdes nyt plangrundlag for den tidligere rådhusgrund, Toften 6 i Tarm.

Administrationen har modtaget en ansøgning fra RS-Bolig om udarbejdelse af plangrundlag for en ny boligbebyggelse på den tidligere rådhusgrund. Der søges om en projektlokalplan for ældrevenlige boliger samt familieboliger på op til 115 kvm. Projektforslaget for det ønskede boligbyggeri skitserer rækkehuse i to etager med forskellige indretninger.

HVIDE SANDE

Tilbygning
Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune har givet tilladelse til opførelse af et nyt lægehus i Nørregade 64 i Hvide Sande.

Den eksisterende bebyggelse på adressen er oprindeligt opført med butik i stueetagen og bolig ovenover. I forbindelse med etablering af lægehuset ønskes opført en tilbygning i stueetagen, således at det samlede areal i stueetagen bliver på cirka 325 kvm.

Den bestående bolig på 100 kvm i tagetagen ønskes opretholdt.

VIBORG

Byudvikling
Økonomi- og Erhvervsudvalget i Viborg Kommune skal på sit møde i dag blandt andet tage stilling til, om planlægning og fordebat for byudvikling mellem Hald Ege og Viborg skal sættes i gang. Viborg Byråd besluttede i sommer, at der skulle udarbejdes grundlag for igangsætning af planforslag for byudvikling mellem Hald Ege og Viborg på baggrund af fire konkrete ansøgninger.

Ansøgningerne kommer fra LE34 på vegne af blandt andre Bachgruppen, fra Phillipsen Gruppen, Laban Arkitekter på vegne af lodsejeren Egeskovvej 1 samt fra ejeren af Kolbækvænget 14. Alle drejer sig om boligbyggeri.

Før der udarbejdes forslag til kommuneplantillæg, skal der indkaldes idéer og forslag med henblik på det efterfølgende planarbejde, og forvaltningen foreslår, at debatperioden fastsættes til fire uger, og at der holdes borgermøde om planforslagene den 6. februar.

REGION NORDJYLLAND

NØRAGER

Boligbebyggelse
Rebild Byråd har vedtaget lokalplan og et tilhørende kommuneplantillæg for et centerområde i Nørager endeligt.

Planforslagene udlægger området til centerformål i form af tæt-lav boliger, etageboliger, servicevirksomheder, offentlige formål og liberalt erhverv.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.165|instance-web01