23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Stoholm, Ikast, Reerslev Sorø og Nykøbing Falster

REGION MIDTJYLLAND

STOHOLM

Vejtilslutning
Økonomi- og Erhvervsudvalget i Viborg Kommune har en sag om ombygning af vejtilslutning på Odinvej i Stoholm på dagsordenen ved sit møde i dag.

Vejtilslutningen Nørregade/Odinvej i Stoholm skal som et led i udmøntning af trafikplan og områdefornyelse ombygges.

Det har ikke været muligt på frivilligt basis at tilvejebringe det nødvendige areal til ombygning af vejtilslutningen. Næste skridt er derfor ekspropriation, og Teknisk Udvalg anbefaler, at forvaltningen igangsætter ekspropriation af de nødvendige arealer til ombygningen af vejtilslutningen.

Stoholm har en klassisk vejstruktur, hvor trafikken mødes i midten af byen i krydset Nørregade, Søndergade, Vestergade og Østergade. En vigtig del af områdefornyelsen af Stoholm er at flytte en del af trafikken ud af bymidten, og det skal ovennævnte projekt hjælpe til med.

IKAST

Områdefornyelse
Ikast-Brande Byråd har godkendt programmet for områdefornyelse af stationsområdet i Ikast - Perron 7430. Samtidig har byrådet frigivet de 3,9 mio. kroner, der er afsat til at gennemføre Fase II i år.

Trafik, Bygge- og Boligstyrelsen støtter områdefornyelsen, hvis første fase omfattede renovering af vejarealer på Strøget og genetablering af Lille Torv.

Ikast-Brande Kommune har prioriteret, at det første projekt, der skal realiseres i 2018, er den del af fornyelsen, der kaldes Ankomstfladen, hvor kommunen i samarbejde med Banedanmark, PostNord og DSB Ejendomme tilpasser og fornyr fladen rundt om stationen og det gamle posthus i Ikast for at skabe en passende ankomst til stationen i Ikast.

REGION HOVEDSTADEN

REERSLEV

Nedrivning
Høje-Taastrup Kommune har modtaget en ansøgning om tilladelse til nedrivning af et bevaringsværdigt hus og opførelse af et nyt noget større hus på Tingstedvej i Reerslev, og Plan- og Miljøudvalget skal på sit møde i dag tage stilling til ansøgningen.

Der er tale om et længehus fra før 1900, som på traditionel vis ligger med gavlen ud mod gaden, og det er et fint eksempel på et traditionelt hus fra det gamle Reerslev, hedder det i sagsfremstillingen.

Administrationen anbefaler, at der gives tilladelse til at nedrive huset med vilkår om, at der skal opføres et nyt hus med samme proportioner, materialer og bygningsmæssige fremtræden samt samme orientering med gavlen mod gaden.

Der skal ske en detaljeret registrering af det eksisterende hus, før det nedrives.

REGION SJÆLLAND

SORØ

Foranalyse Sorø Station
Sorø Kommune har fremlagt et forslag til en foranalyse af området ved Sorø Station i offentlig høring frem til 21. februar.

Formålet med foranalysens udarbejdelse er at sætte en udvikling i gang, der ikke alene forskønner de fysiske rammer i området ved Sorø Station, men også understøtter det lokale engagement. Forslaget rummer blandt andet de lokales ønsker og visioner for stationsområdets udvikling, og det er kommunens håb, at foranalysen kan udstikke en fælles overordnet retning for den fremtidige udvikling af området ved Sorø Station.

Når høringsperioden er slut, vurderes og drøftes det, om de modtagne bemærkninger giver anledning til rettelser i foranalysen, inden den forelægges Sorø Byråd til endelig godkendelse og vedtagelse.

NYKØBING FALSTER

Hybridgræsbane
Guldborgsund Byråd skal på sit møde i morgen beslutte, om der skal gives en tillægsbevilling på 2.765.000 kroner til etablering af en hybridgræsbane i Idrætsparken.

Byrådet bevilgede til budget 2016 4.100.000 kroner til etablering af vand, varme og omlægning af idrætsparken, idet kravet fra DBU med virkning fra sæson 2018 / 2019 for klubber i 1. division er, at der skal være varme i banen. Projektet blev i foråret 2017 fremrykket til at blive etableret i sommeren 2017. Det viste sig dog ikke at være muligt.

Rådgivningsfirmaet Moe, der står for projekteringen, har i december 2017 fremsendt et opdateret notat med et nyt anlægsbudget samt bud på tidsplan og har endvidere beskrevet en række endnu uafklarede elementer, der kan medføre supplerende omkostninger.

Det vurderes, at den rene anlægspris vil ligge i området omkring 5.500.000 kroner, hvortil kommer uforudsete udgifter samt betaling til rådgiver - i alt 6.865.000 kroner. Dertil må forventes supplerende omkostninger, der afhænger af dialog med regionen, og der tages også forbehold for jordforholdene, der kan betyde merudgifter i forhold til den "bund" græstæppet skal anlægges på.

For at sikre mest mulig fremdrift i sagen anbefales det at der iværksættes en tilbudsrunde parallelt med miljøgodkendelsen, hvor inviterede firmaer inviteres til at byde, men hvor der indskrives et forbehold for projektet vedrørende miljøgodkendelse.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.172|instance-web02